søndag den 29. september 2013

Jule-tørklæder ?

Jeg tilhører gruppen, der synes, det er fjollet, når butikkerne starter med julevarer og julepynt i oktober måned.  Ikke desto mindre sidder jeg nu i smukt september-vejr og væver julegaver... Moral er godt - dobbeltmoral er endnu bedre.




Tørklæderne følger samme koncept som mange af de øvrige tørklæder i år: en håndfuld forskellige garner i kejsestokken og så rundt om trendbordet. Det plejer at gå med rimelighed - dog ikke denne gang...

Garnblandingen består af en samling klare, røde farver: en kraftig 1-trådet tussahsilke, en 2-trådet bourettesilke, en tynd 2-trådet morbærsilke og et "glimmer-garn", Cornetto fra Væv og Flet. Jeg havde på forhånd været lidt tvivlende på, om bourettesilken var trendfast, men den giver ingen problemer. Det gør derimod den røde tussahsilke, som "faldt fra hinanden" for et godt ord - allerede på trendbordet. Der bliver noget reperationsarbejde, når de kommer af væven :-(

Første tørklæde ses her - det får bourettesilken i islættet. Og der er trend til yderligere to - hvis min tålmodighed holder, kommer der et med morbærsilke og et med merinould i islæt.

søndag den 22. september 2013

7 tørklæder frynset

En dejlig, effektiv sensommer weekend er ved at være slut: jeg har renset mit staudebed og sat tulipanløg, ryddet op i vævestuen, rullet 3 duge og gjort de seneste 7 tørklæder færdige med frynser, vask og presning.
 
 
Herunder de tre grønne silketørklæder: til venstre med islæt i uld/tussah-silke, til højre morbærsilke og i midten en army-grøn alpacauld.
 
 
 
Og her hænger de 4 Andreas Möller - kopi nr. 1 - tørklæder. Mønstret ses tydeligst i de lyse farver, men træder fint frem, når de mørke tørklæder holdes op mod lyset.
 

mandag den 16. september 2013

Grønne silketørklæder

På De Tekstile Højskoledage blev jeg fristet af en flot tussah-silke, og den fik ikke lov at blive hyldevarmer. Jeg købte blot to fed à 50 gram i to forskellige vissengrønne nuancer; sammen med en tynd morbærsilke i tilsvarende nuancer fra det hjemlige lager rakte det til 7 meter trend - tre tørklæder.

Første tørklæde fik islæt i æblegrøn morbærsilke - samme garn er også brugt i nogle af striberne i trenden.

 
Nr. 2 blev vævet med en blanding af tussahsilke og uld i en bleg, grøn nuance og nr. 3 med en army-grøn alpacauld. 
 
Jeg er godt tilfreds med udtrykket - synes den rustikke tussahsilke og den blanke morbærsilke balancerer fint sammen.
 
 
 

mandag den 9. september 2013

Drejlsviskestykker

Jeg faldt (på nettet) for et halvt års tid siden over et gammelt, tysk viskestykke i et smukt drejlsmønster, og det bed sig fast, så jeg nu var nødt til at prøve at efterligne det.


Forsøget er faldet heldigt ud: det ser ud som det skal - og (kender I det?) så er det egentlig ikke så interessant længere.
Jeg satte 9 meter trend op, så der nok kunne blive til 8 viskestykker, og jeg er nu halvvejs gennem det første. Hmmmm. Hovedet er fuldt af, hvad jeg skal væve, når jeg er færdig med denne opsætning.

søndag den 1. september 2013

Tekstile Højskoledage

Nøøj, hvor er den flot! Har du vævet den?  Nej, det har jeg ikke!
Prøven herunder er en af Benedicte Harders flotte inspirations-væveprøver til workshoppen "Dekorative vævninger ved hjælp af dobbeltskel og kontraskel", som var en af mange muligheder for inspiration på de tekstile højskoledage i weekenden.
 
De deltagende vævere i Benedictes workshop kæmpede sig igennem oppluk i damask, beiderwand, samitum og Han-qi / trendmønstret damask, og det er sidstnævnte teknik denne prøve er vævet i.

 

Selv om det var enormt fristende at forsøge at væve det flotte fletmønster, var mit ambitionsniveau heldigvis noget lavere. Det var (som det fremgår af min prøve herunder) såmænd vanskeligt nok blot at holde samme hældning i kipperens forskellige retninger.


En meget inspirerende udstilling var Randbøldal-vævernes jubilæumsudstilling: viskestykker i rå mængder - og alle udstillet med omhu, hvor der var kræset for detaljerne.

Flere fotos fra dagene kan ses på dette link