torsdag den 31. august 2023

Viskestykker i spidskipper

Den lille væv har været på turne i august måned. Vi - min væv og jeg - er blevet inviteret til at at deltage i kunsthåndværkerudstillingen Uge33 i Hobro og i Kunsthåndværk på Fussingø Slot; og selv om det var lidt presset, så siger man da ikke nej til to så fine invitationer.

Så væven blev sat op med 20 meter smuk blå hørtrend til viskestykker i spidskipper. Basis er en lidt støvet petroleumsblå hør 16/1, som jeg var heldig at få fingre i på vævemessen i Halmstad sidste efterår, og de supplerende striber er blå rester fra lageret.

Første viskestykke fik islæt med den petroleumsblå i trenden, og det næste en flaskegrøn - fint (synes jeg da), som det knækker farverne, så de blå striber kommer til at se grønne ud.

 

- men så blev det jo for kedeligt med ensfarvet islæt hele vejen gennem viskestykket, så de følgende fik forskellige stribekombinationer med garnet fra farvestriberne i trenden.

 

Og efter en dejlig uge i Hobro i smukt selskab med keramik, pileflet m.m. samt musik og sang og søde mennesker pakkede vi sammen, og væven måtte overnatte i traileren i tre dage, inden vi skulle stille op på Fussingø Slot.


Her er det indtil videre blevet til en håndfuld viskestykker - nogle ensfarvede blå, nogle med diverse stribe-kombinationer. Den første jeg prøvede var med en rest fra indfarvning til ikatvævning på et dejligt kursus med Winnie Poulsen. Garnet er mørkeblåt med lysere partier, og jeg synes, det giver en fin effekt, at striben næsten forsvinder visse steder.



  

Sidste udstillingsdage på Fussingø Slot er lørdag-søndag 2. - 3. september. Kig forbi, hvis du er på de kanter :-)