søndag den 20. april 2014

Middelalder-håndklæder

Det er blevet forår, og en ny middelalder-sæson står for døren. Jeg fik solgt alle mine håndklæder fra sidste år, bortset fra det jeg formastede mig til at væve med røde striber - det var der godt nok ingen, der ville eje.

Jeg har i flere år haft en stor portion halvbleget hør 12/1 at tage af til håndklæder og kraftige viskestykker, men denne gang var jeg nødt til at veje og regne på, hvor lang en trend, jeg kunne lave. Det er sådan en underlig blandet følelse, når man får brugt op af et parti garn: det giver mig en lidt god fornemmelse at få "ryddet op" - men samtidig føler jeg mig pludselig lidt fattig: nu har jeg ikke mere ..... Nå, hør 12/1 kan jo købes igen - og det bliver det nok også.

Vejret har været lidt blandet i påskeugen, så det har været med god samvittighed, jeg har siddet en del ved væven - og kombinationen af et kraftigt garn, gåseøje og striber har gjort, at jeg hurtigt fik vævet de 6 håndklæder, der kunne blive til.

Nr. 1 med smalle stribe-par gennem hele håndklædet


Nr. 2 med lidt bredere, enkelte striber gennem hele håndklædet


Nr. 3 med 3 brede striber i top og bund. Bemærk: der er sat trend af til frynser :-)


Nr. 4 med 2*3 smalle striber i top og bund


og hov: så kom der to ens. Jeg blev så glad for nr. 5's mønster med en bred stribe omkranset af to smalle striber, at nr. 6 blev ligesådan. Dog ikke helt så langt.... jeg måtte have damaskskytten frem for at pine det sidste ud af trenden og endte med et håndklæde, der var 10 cm kortere end de øvrige - og en trendrest på bare 30 cm.



onsdag den 16. april 2014

Nye opsætninger

Jeg har ihærdigt sømmet viskestykker den sidste tid - men har da ind imellem også brugt tid på nye trende til vævene.
 
Efter den sprælske drejlsopsætning i Auning er jeg "back to normal": ubleget hørgarn :-) En dejlig, blank hør, som skal blive til..... (surprise) drejlsviskestykker!  Jeg er halvvejs gennem sølningen.
  

Herhjemme har den lille væv netop fået trend på: en kraftig halvbleget hørgarn til håndklæder.

Jeg synes stadig, at bomning med Best Friend ser lidt hasarderet ud, når man ser på garnet, der er på vej gennem redekammen - men det går jo fint, og trenden ligger pænt på bagbommen.


Men det går ikke helt gråt-i-gråt med trendene. Den store damask-væv venter på en turkis/petroleum-farvet trend i bomuld til en damaskdug.

Ja: én - jeg laver blot en trend på 5½ meter og væver 1 dug; hellere bruge tid på forskellige opsætninger end at kvæles i en lang trend, som jeg kun glæder mig til at blive færdig med.

Det er dejligt solskin udenfor, så fotoet har en del modlys - og måske burde jeg gå ud og vaske havemøbler i stedet for at lave trend?


lørdag den 12. april 2014

Ringvævernes udstilling

Et forårstegn så sikkert som lærkesang, anemoner og nyudsprungne bøgetræer er Ringvævernes udstilling "palme-lørdag".

I år fejrer de 25 års jubilæum og havde i den forbindelse været på kistebunden, så der kunne udstilles vævning gennem 25 år sammen med vinterens produktion.

Se billeder fra udstillingen her: Ringvævernes udstilling

søndag den 6. april 2014

Bånd

Jeg blev færdig med drejlsviskestykkerne i Auning i onsdags, og i går slap trenden på den lille væv op, så nu står jeg med 14 viskestykker, der skal monteres.

Men først skal der væves bånd til stropperne:

 

Et grønt bånd med en tynd orange stribe, som matcher stribningen i drejlviskestykkerne, og et farveladebånd med alle trendens farver til viskestykkerne i lærred og panama.

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg også bånd på min 150-Glimåkra. Det er bånd til pynt på et par uldkapper til middelalderbrug - trenden er spelsau-uld.

I næste uge skal trendbordet støves af og på arbejde: jeg har lige straks tre tomme væve - uha!