torsdag den 29. juni 2017

Bordskånere

Jeg har fået sommerferie! - og der er kommet trend på vævene herhjemme.

Den lille væv har fået en fin trend i 5 forskellige ublegede hørgarner - jeg synes, det er fantastisk, at ubleget hør kan have så forskelligt udtryk. Opsætningen er reps i tæt og åben vævning, og islættet skal være så kraftigt, at det kan bruges som bordskånere.

Første forsøg med jute i islættet: 


I næste bordskåner fandt jeg - langt om længe - anvendelse for en 'hyldevarmer': et stränggarn i ubleget hør, som jeg købte på vævemessen i Leksand i 2008. Det kunne jeg ikke undvære - men jeg har ikke kunnet finde noget fornuftigt at bruge det til .... før nu.


Nr. 3 fik et kraftigt ubleget papirgarn i islættet.


- og nr. 4 et halvbleget stränggarn i hør


Næste islæt er hamp - håndspundet og økologisk og jeg skal komme efter dig; men hvorfor er det dog, at man også synes, at når det er håndspundet, så skal det helst være lidt sjusket? Hampen er ikke renset ordentligt, så der er store, stikkende rester af stilken, garnet er ujævnt spundet - og der er masser af knuder, hvor de korte stykker garn er bundet sammen. Jamen altså!
Her er billeder før og efter renklipning af de mange øgninger.
Ikke nogen favorit!



Jeg havde egentlig tænkt mig, at alle stykker skulle have ubleget islæt i en eller anden form, men jeg synes, det blev så fint med den hvide stränggarn, så jeg lavede mit eget stränggarn af en rest turkis lintow - den blev lidt heftig.....

lørdag den 17. juni 2017

Grydelapper i farveeffekt

Uha, maj og juni har været et par sørgelige væve-måneder. Herhjemme har jeg haft to tomme væve i næsten en måned - det har på godt jysk været træls, men tiden har ikke rigtig været til vævning.

Godt at jeg har en væv i vævestuen i Auning, og at vi har fast væveaften onsdag - så har jeg jo li'som skullet afsted. I Auning har jeg en genganger på væven: grydelapper i jute. Sidste opsætning blev rigtig god, synes jeg, og de blev så hurtigt væk, at jeg ikke selv fik et par, så den tåler en gentagelse. Materialet er som sidst sort og ubleget jute.

Opsætningen er inspireret af Winnies flotte duge i farveeffekt (opskrift i VävMagasinet 1/2009). Det er en dejlig teknik, som giver mange forskellige mønstrings-muligheder. Jeg startede dog med 'de gode gamle', som ses herunder, og forsøgte mig derefter med rent sort islæt. Den var jeg ikke fan af, så det blev ikke til mere end et lille prøvestykke.

Tern/kastkæp:


Tern/dobbeltvæv:


En lidt spøjs kombination, hvor jeg har trampet ligeover på alle 8 tramper.


Striber/kastkæp: