torsdag den 25. august 2016

Kunsthåndværk på Fussingø

Jeg er blevet inviteret til at udstille på 'Kunsthåndværk på Fussingø 2016' og er netop kommet hjem efter en meget varm dag, hvor vi udover mine vævede ting også slæbte en væv op ad trappen til 1. sal. Men nu står det fint og flot - bortset fra grydelapperne, som skulle have holdt den lille stak viskestykker forrest med selskab...... men de var ikke helt tørre endnu :-)

Udstillingen er åben i weekenderne 27. - 28. august og 3. - 4. september kl. 10 - 17 samt onsdag 31. august kl. 13 - 17. Fem dejlige dage, hvor jeg skal væve viskestykker i smukke omgivelser og forhåbentlig snakke med en masse søde, spændende og sjove mennesker.


lørdag den 20. august 2016

Monterings-monsteret slår til igen

En af de sidste dage i sommerferien skulle der ryddes op i vævestuen herhjemme. Under oprydning blev jeg konfronteret med kassen med ting, der skulle monteres: 10 tørklæder, 13 viskestykker, 8 par grydelapper, 4 dækkeservietter, 2 plaider og 1 gulvtæppe.

Heldigvis var jeg jo nødt til at væve bånd til stropper til både viskestykker og grydelapper - og det betød, at jeg først skulle væve tørklæderne færdige på den lille væv; så blev syarbejdet udskudt lidt.

Sidste opsætning med tørklæder i denne omgang var sort tussah-silke med blå nister suppleret med uld og silke i passende nuancer.


Så blev der vævet stropper til den røde afdeling af drejlsviskestykkerne (fra april måned)


- og viskestykkerne er lagt op, lagt i blød, vasket og rullet (jeg kan næsten føle glorien trykke).



Stropper til grydelapperne i jute blev vævet med min nye skytte: en fin lille ting købt på middelaldermarkedet i Ribe. Smuk at se på, dejlig at røre ved; lidt vanskelig at få garnet op på - men man kan jo ikke få alt :-)




Og så blev det røde gulvtæppe forsynet med fletkant - prust og støn, det tager næsten lige så lang tid som at væve tæppet. 


tirsdag den 9. august 2016

Fler' tørklæder i silke og uld

Den lille væv har stået med tørklæder hele sommeren - dejlige, forskellige tørklæder i lækre garnblandinger i silke og uld.

Her er et kig på tørklæderne, der kom ud af den lavendel-farvede trend: ét med islæt i mørk-lilla lammeuld


- og ét med et tilsvarende lavendelfarvet garn.


Så blev der et par tørklæder i en blå farveskala - her med en tynd marineblå alpaca-uld i islættet.


- og en meleret mellemblå lammeuld.


Sidste tørklædetrend i denne omgang er sort med blå nister og er netop ved at sno sig op gennem væven til bagbommen.