For snart mange år siden var jeg heldig deltager i en workshop med den tyske væver Andreas Möller (du kan se noget fra den
her...). Jeg fascineres af hans kreativitet og mange nye ideer, men er i nogle tilfælde strandet på, at han væver tørklæder på 'den forkerte led' for at mindske antallet af skafter. Smart nok - men jeg synes 150 cm er for kort til et tørklæde og derudover er jeg nok også for gammel til at synes, at man kan afslutte den lange led af et tørklæde med små frynser.
Jeg har et par gange haft opsætninger med halsedisser - de bliver fine (synes jeg da selv), bløde og lækre, men der er jo ikke meget elasticitet i dem. Og så var det, jeg kom til at tænke på Andreas's tørklæder! Man må jo kunne væve halsedisser med stræk ved at væve dem på den måde.
Der skulle endda blot 4 skafter til opsætningen, så den lille væv fik lov at agere iværksætter. Min umiddelbare konklusion må nok være, at operationen lykkedes, patienten overlevede - men....
for at få drejlen til at trække sig rigtig sammen skal der dels væves med kraftigt garn, dels slås hårdt sammen - og det går ud over kvaliteten/lækkerheden, synes jeg.
Her ligger de to meget elastiske turkis og blå (jeg har fikseret dem med knappenåle i et forsøg på at vise fleksibiliteten) og en grøn, som ikke er slået så hårdt sammen, og derfor også er mindre elastisk.
Hmmmm. Var det det jeg ville? Nej, egentlig ikke. Men det var da dejligt, at tanken var korrekt.
Så resten af trenden blev vævet med enkeltspolet garn med løst tilslag og gav bløde og lækre halsedisser, der dog kun har den elasticitet, som ulden naturligt giver.
