søndag den 1. februar 2015
Den faglige uddannelse i skaftevævning
Jeg bruger helst min fritid ved væven - det kommer nok ikke som nogen overraskelse - men lidt af min fritid bruger jeg på kontorarbejde for den jyske del af Laugets Vævekurser: betaler regninger og lønninger, bestiller lokaler, informerer kursister osv.
En af de vigtigste ting i den forbindelse er (synes jeg) at fastholde muligheden for at tage den faglige uddannelse i skaftevævning her i Jylland; og vi er netop i færd med at stable et nyt hold vævere på benene.
Det nuværende hold er ved at være færdige med 3. år, og så er der kapacitet til at starte et nyt hold til efteråret, hvor det nuværende hold påbegynder arbejdet med deres selvstændige arbejde - deres "svendeprøve".
Kan du væve? - men vil gerne lære mere: have styr på bindingslære, kunne lave opskrifter selv, få mere kendskab til materialerne, lære at bruge Weave Point, turde væve med en tynd, entrådet hør i trenden, prøve at væve med skaftstyring via computer, kaste dig ud i beiderwand, taqueté, samitum osv.; ja, så er uddannelsen måske noget for dig.
Vi har lige nu 10 tilmeldte til det nye hold 2015/2019, og der er plads til 16 vævere.
Læs nærmere om uddannelsen her... Det er et dokument i Dropbox - jeg håber skidtet virker.... Hvis ikke, så send mig en mail, så sender jeg dig informationsmaterialet. Og kontakt mig gerne hvis du vil høre mere om mulighederne på mail: ringmark(a)mail.dk eller ved at give en kommentar til indlægget her.
Etiketter:
kursus,
Laugets Vævekurser
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar