søndag den 21. januar 2018

Guld-sjaler

Årets første opsætning på væven i stuen er et arvestykke - en trend, jeg har fået lov at overtage.  Det fineste merceriserede bomuld 30/2 i to gyldne farver lå i en pose med en seddel: "1.684 trådar - 6,5 meter långt - varpat 1.3.1984".

Der var intet om, hvad væveren havde tænkt, det skulle blive til, så det stod mig frit for at vælge, og jeg besluttede mig for sjaler. Det store trådantal gav mulighed for store sjaler i 1 meters bredde og med lidt held kunne det blive til 3 sjaler.

Det var som at køre det pureste guld på væven, da der blev bommet - men jeg valgte alligevel at supplere med smalle mørkerøde striber til at bryde det gyldne look.

I gemmerne fandt jeg en morbærsilke 60/2, som havde næsten samme farve som trenden. Det første sjal blev guld med guld på:


Det næste sjal skulle have lidt mere kant, besluttede jeg, så jeg landene på en mørk olivengrøn silke til islæt og undlod de røde striber i islættet.

Bindingen er drejl, så sjalet får to forskellige sider - se 'bagsiden' nederst på fotoet.


De to første sjaler tog lang tid at væve med det tynde islætsgarn, så det sidste får en tynd, sandfarvet merinould i islættet i håbet om, at det går lidt hurtigere. Her er jeg gået bort fra kvadraterne og væver rektangler i stedet - og tankerne kredser om næste projekt på væven: lige nu er planen gulvtæppe (men det kan ændres overnight :-))



2 kommentarer: