I en del år har jeg haft to store cones papirgarn stående som 'hyldevarmere': en sort og en hvid; flot garn, men jeg har ikke rigtig fundet anvendelse for dem hidtil.
Jeg har hele tiden tænkt, at det ville være fint til dækkeservietter, men er veget tilbage for det: kan papirgarn vaskes? - for dækkeservietter får man jo brug for at vaske. En væver, som har papirgarns-servietter kunne berolige mig: de kan sagtens håndvaskes. Så i gang!
Garnet er meget levende, så første hurdle var at få garnet på trendbordet - næste at få det af og på bagbommen, men det gik faktisk bedre end frygtet.
Når jeg væver farveeffekt i sort/hvidt plejer jeg som regel at vælge andre farver, som giver det samme indtryk: en meget mørk brun, grøn, blå, grå el.lign. og en lys pastel: gul, rød, blå, grøn ..... Rent sort og hvidt synes jeg nemt får et lidt hårdt udtryk; men her er ingen vej udenom: garnet er sort som natten og bleget hvidt, og resultatet er da også meget grafisk og stringent.
Mønstret er en klassisk kastkæp vævet i panama for at få lidt kraftige linjer.
Den første halve meter gik med prøvevævning: islæt-tætheden skulle tilpasses, og jeg skulle vænne mig til at væve med papirgarnet. Det har helt sit eget liv og er ikke meget for at indordne sig, så det tog lidt tid at blive fortrolig med det og få det lagt pænt i kanten; men efter intenst arbejde har jeg nu vævet to dækkeservietter.... så mangler jeg blot 10 :-) - og tankerne går mod næste opsætning. Der er vist lang vej hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar