.... nej, det er det da heldigvis ikke. Det er smukt septembervejr med sol og blå himmel; men ikke desto mindre skal julegaverne jo forberedes.
Min dejlige bunke med hør 12/1 har igen lagt trend til en opsætning; 4 røde farver: bordeaux, pink, kraprød og 'rigtig' rød suppleret med et par tynde striber i limegrønt. Tanken er, at det er rødt, så det kan være julet - men ikke mere julet, end at de kan bruges hele året.
Opbindingen er drejl. Jeg misunder af og til de vævere, der formår at veksle mellem en masse forskellige opsætninger, men jeg elsker det spil, der er i drejl med skiftet mellem islæts- og trendeffekt og alle de forskellige farvemix, der kan komme ud af det. Så det blev drejl igen - igen - igen :-)
Første viskestykke fulgte trendens farver
derefter kom der 4 stribede med de fire røde trendfarver
Jeg havde hele tiden tænkt, at jeg ville have et med et gult islæt, så det gik jeg i gang med - men kunne efter opspoling konstatere, at der ikke var nok af det gule garn, så det måtte suppleres med orange. Det var nu heller ikke nogen dårlig løsning.
Så fulgte en julerød
og en mørk pink suppleret med limegrønne tværstriber
Jeg er netop kommet hjem efter det store væve-rush, som vi hele tiden må vente på i 3 år: den svenske vævemesse, som i år afholdtes i Gävle noget nord for Stockholm. Jeg er egentlig nået dertil, at jeg har garn nok til resten af mit liv; men alligevel.... For eksempel er der svundet voldsomt i mit lager af hør 12/1 fra Växbo, og det er et garn, som de lader udgå, så jeg synes, jeg var NØDT TIL at supplere med nogle af de farver, der var mindst tilbage af. Og Klässbol havde nogle eventyrligt gode tilbud, som også sprang ned i sækken. Her er et af Klässbols fine garner brugt som islæt - en brændt orange, dejlig farve.
Og ud over de farver i 12/1 jeg i forvejen havde, så faldt jeg for en smuk grøn-brun-gylden, som lige nu er islættet på væven. Der er heldigvis stadig trend tilbage, og tanken er at forsøge med blåt islæt - og ubleget - måske gyldent? Og måske i de sidste viskestykker skifte den grønne stribe ud med guld!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar