søndag den 19. februar 2017

Viskestykker/håndklæder i farveeffekt

De fleste vævere kender nok til det at have hovedet fyldt med ting, der skal afprøves: 'Åh, sådan én vil jeg også væve engang...'

Siden kurset med Winnie for et par år siden (du kan læse om det her...) har hendes håndklæder i farveeffekt ligget som et 'must try'. De er vævet i en blanding af hvidt hør og sort bomuld, og jeg kunne godt tænke mig at lege med den sorte farve ved at bruge andre mørke farve i islættet, så farven blev 'knækket' over mod blåt, grønt, rødt, brunt osv.

Jeg væver sjældent med bomuld, så mit lager er særdeles beskedent - til gengæld har jeg rigtig meget hør!  Derfor ville jeg ændre opsætningen, så jeg brugte ubleget bomuld og sort hør i stedet.

I juleferien var tiden der til at lave trend - og det skulle jo så være nu og ikke om to timer, selvom det viste sig, at den ublegede bomuld, jeg havde på lager var 30/2 og ikke 16/2...... Stik mod sædvane har jeg derfor lavet en lille prøvevævning, som ovenikøbet er blevet vasket, så jeg kunne vurdere, om kvaliteten var helt håbløs.

- og det er den ikke. Jeg får ikke de fine kvadrater som i den oprindelige prøve, fordi garnkvaliteterne er så forskellige, men det kan jeg leve med. Kvaliteten er god - til håndklæder eller kraftige viskestykker.


I prøven har jeg et parti med sort islæt og et parti med blåt; jeg var glad for den blå tone, så den valgte jeg til det første.

Det indledende (og sjoveste) arbejde er gjort; nu skal der blot væves :-)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar