søndag den 15. marts 2020

Forårs-viskestykker

Den sidste vinterdag - 29. februar - blev en kort trend med viskestykker i lyse farver klippet ned. Trenden er halvbleget hør 20/1 og islættet hør 16/1 i 'forårs-farver': gul, grøn, rosa m.m.

Jeg havde planlagt med 6 viskestykker, men i det ene blev jeg for sent opmærksom på, at en knude havde løsnet sig i opbindingen, så mønstret gik i udu. Udbyttet blev derfor 5 viskestykker og 2 karklude :-)

Bindingen er gåseøje, og den hvide trend 'åd' en del af islætsfarverne; men nu havde jeg jo bestemt mig til, at det skulle være lyse, sarte farver, så det var OK, synes jeg.

- og viskestykkerne skulle naturligvis være forskellige.

Forårsgrønt! Jeg har et cone med en lettere hysterisk neongrøn hør, som jeg dog næsten altid bliver glad for, når det kommer i vævningen - her akkompagneret af smalle flaskegrønne striber.


De flaskegrønne striber blev fordoblede og fik lov at fortsætte i det næste varmt gule/orange viskestykke.


Et hvidt med striber i blågrå og blågrøn.


Rendyrket forår: erantis, krokus, påskeliljer....


Plus det midterste herunder: grågrønt med rosa striber.
Og hvad er det dog, jeg ellers har gang i her? Jo, der skal jo væves stropper - og de skal passe til viskestykkerne; så når jeg nu insisterer på at væve fem forskellige viskestykker, så skal der jo fem forskellige stribninger i båndet.
Det er virkeligt dumt! Meget tidkrævende! Bøvlet med knuder i trenden, hvor den ene farve afløser den anden.


Men det fik ende, viskestykkerne blev monteret og hænger fint her. Jeg håber, I påskønner de matchende stropper :-o


Ingen kommentarer:

Send en kommentar