mandag den 27. juli 2020

Farveglade drejlsviskestykker

Efter den lidt seje omgang damask har jeg haft en opsætning med farvestrålende drejlsviskestykker på væven i stuen. Trenden er stribet med vekslende kontrastfarver, og islættet har været gode dyk i restspolerne. Jeg synes, det er hyggeligt at grave dybt i garnlageret og mindes gode indkøb og tidligere opsætninger - bl.a. fik jeg brugt den sidste rest turkise hør 20/1, som var striber på Signes konfirmationsdug. Hun bliver 37 næste gang!

Som sagt: damasken var lidt dræbende på de sidste meter, så jeg glædede mig voldsomt til at få min gode 120'er ned og klædt på til drejl. Jeg har haft sommerferie, og den danske sommer har jo sørget for, at man de fleste dage kunne væve indendøre med god samvittighed, så opsætningen er strøget gennem væven. Det har hele tiden været spændende at afprøve den næste nye farvekombination - jeg synes, de fleste gik til held, og under alle omstændigheder, så gør det mig glad at tage sådan en favnfuld viskestykker af væven :-)


Det er drejl i to partier, hvor det ene parti skifter mellem trend- og islætseffekt, og det andet parti er stabilt. Jeg vævede for nemheds skyld med islætseffekten opad, så det er den side, der ses på fotos herunder - på 'bagsiden' (som jeg i mange tilfælde synes er den bedste) er trendens farver mere dominerende, og islættet ses primært i de små kvadrater.

Som vanligt: ét af hver - de kommer her: 
 

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar