Jeg har forskellige tilgange til vævning - allerbedst er det, når jeg har købt noget lækkert garn, som skal på væven. Lækre farver, lækker kvalitet eller blot lige præcis det garn som (forhåbentlig) passer til et projekt, jeg har i tankerne.
Det er også dejligt at have et rigt lager af gode garner, som jeg ofte tager frem og kigger på og kærtegner og overvejer anvendelse for.
En anden tilgang er, når jeg føler, at nu skal jeg altså tage mig sammen og få vævet af garn på lageret. Bomuld 16/2 er et hit hos rigtig mange vævere - jeg er ikke en af dem; men jeg har en (beskeden) kasse med restspoler i mange forskellige farver, som har sneget sig ind på lageret, når jeg har købt et parti blandede garner.
Dog må jeg indrømme: bomuld er godt til karklude. De fleste af mine karklude er vævet i hør, og jeg elsker hør! Men bomulds-karkludene suger ok, og de er mere føjelige og nemme at vride op. Så jeg har taget et nyt dyk i bomuldskassen og er barslet med en meget farvestrålende trend i kontrastfarver.
Som tidligere har jeg brugt en karkludeopsætning til at afprøve en ny binding. Ja, det vil sige: ny er den jo kun for mig - svenskerne har vævet dropdrejl i hundredevis af år. Bindingen kombinerer lærred med flotteringer, og det er en god kombi til karklude, synes jeg.
Farverne i trenden er voldsomme, så de fleste klude blev vævet med sort garn og lidt varierende trampning
Ingen kommentarer:
Send en kommentar