Fletkipper

I betragtning af hvor meget jeg holder af vævning, der bare kører derudaf, væver jeg faktisk alt for meget tidkrævende vævning :-)

For tiden er det store sjaler i fletkipper - en teknik, som giver en flot effekt. Men det er da godt nok sjældent, jeg er så omhyggelig med at lægge garnet ind - den mindste ujævnhed afsløres straks i vævningen. Det lykkes næsten at få det helt jævnt, og så må jeg håbe på, at det sidste jævner sig i vask.

Det blå garn i trenden er en blød og lækker sag: en blanding af angora- og merino-uld. Jeg har selv et sjal af garnet fra en tidligere opsætning og glæder mig ofte over, hvor meget det varmer, når jeg har sparet lidt på fjernvarmen i vævestuen.

Farven er kobolt/kongeblå - en ret iøjnefaldende kulør, og til det første sjal valgte jeg en lignende markant farve til islættet: turkis merino-uld. Kapow!  men det er flot, synes jeg.

Jeg synes, der skulle noget power til at matche den klare blå, så sjal nr. to fik limegrønt islæt - også merino-uld; men så løb jeg ind i problemer. 

Jeg havde tænkt, at det sidste sjal skulle have flaskegrønt islæt, men efter en lille prøve gik jeg fra det - det var for meget pærevælling.
Men en sort ville da være flot til den blå! - ja, det er muligt, men den sorte uld/silke, som jeg prøvede, harmonerede ikke med kvaliteten i det blå garn. Hmmm.
Frem med garnkasserne igen. Ja!: en mørkeblå merinould - det ville nok være tjekket med en diskret forskel i nuancerne..... men nej; det var vist alligevel for stiligt.

Og endelig fandt jeg det lækreste garn, jeg ejer, frem: en blanding af yak-uld og silke, skinnende, blødt, glat og alligevel lidt vamset. Det er hvidt - ikke kridhvidt, men flødefarvet, og efter at have gået omkring væven og kigget på prøven en dags tid landede jeg på, at de to farver var et fint match.