Jeg har været flittig med nål og tråd og har fået bund i monteringsstakken.
Der lå bl.a. 20 grydelapper og ventede - de var sjove at væve, men ikke spor morsomme at montere... Det er lidt som at gøre rent og rydde op: skønt, når det er overstået og man kan nyde det færdige resultat, og jeg bliver glad, når jeg ser dem alle hænge og dingle her.
De farvestrålende karklude med det fine mønster er også blevet færdige. Her har jeg undtagelsesvis sømmet på symaskine - jeg tror helt ærligt, at det er mere holdbart end min håndsyning, og en karklud skal kunne holde til brug og vask - mange, mange gange. Disse er vasket ved 60 grader og tørretumblet, så jeg ved, at de kan 'klare mosten' og stadig se godt ud.
Til sidst har badehåndklæderne sneget sig ind under 'køkkenslikket'. De hører ganske vist ikke til i køkkenet, men på badeværelset eller i feriekufferten, men med deres glade farver, synes jeg, de skulle med her.
Og så er det slut med farvebombardementet - på den lille væv er der fortsat viskestykket i sort og ubleget farveeffekt, og der er netop kommet en ny trend på den store væv: halvbleget hør 12/1 med diskrete blå striber. Mere om den senere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar