fredag den 30. december 2011

Julevævning

I Auning har vi en hyggelig tradition: vi mødes en af hverdagene mellem jul og nytår med rester fra julens madoverflod. Vi væver, spiser reste-julefrokost og hygger os. I år heldigvis ingen undtagelse.
På den næstsidste dag i året fik jeg vævet mit tørklæde på vores fællesopsætning med en smuk silketrend med flot struktur og opbinding i 3/1 kipper-drejl. Jeg valgte et silke/ramie-garn til islæt, et fint garn med silkeglans, hvor ramie-fibrene sørger for lidt fylde.

mandag den 26. december 2011

Dækkeservietter i gåseøje - forårsudgaven

2. juledag - mildt og dejligt vejr: vintergækkerne titter op i græsplænen, musvitten filer, og dagen er tiltaget med 2 minutter. Nu må det være nok med jul og nisserødt - næste hold dækkeservietter i gåseøje får limegrønt islæt.

Det blev til 6 dækkeservietter og 2 dobbeltdækkere med rødt islæt; med lidt held bliver der 6 dækkeservietter i forårsudgaven af den sidste del af trenden - og så skal der laves trend til olmerdugspuder i kipper. Jeg har endnu ikke taget mig sammen til at sørge for ekstra skafter til den lille væv, så den er fortsat henvist til de 4-skaftede opsætninger.


lørdag den 3. december 2011

Dækkeservietter i gåseøje

I anledning af årstiden er første islæt på dækkeserviet-opsætningen rødt.
Trenden er ubleget hør 16/2, som jeg fik hos Växbo på vævemessen for 50 kr. kiloet. 2. sortering, men prisen var jo også derefter. Jeg har været lidt spændt på, hvordan det mon artede sig i trenden, men det opfører sig pænt. Snor sig lidt, men ikke meget mere end to-trådet garn ofte gør.

fredag den 25. november 2011

Stjernehimmel

Nu har jeg fået nok af fødselsdagsflag og er fortsat med et andet projekt, jeg længe har haft lyst til: at væve stjerner. Ikke traditionelle, symetriske damask-stjerner, men 5- eller 7-takkede stjerner.
Det er altid strandet på, at jeg ikke har kunnet lave mønstre, som jeg er tilfreds med: takkerne bliver skæve og uens - men nu har jeg slået mig til tåls med det. Sådan er stjerner: uens. Og hvis jeg går tilstrækkeligt langt væk fra væven, så synes jeg også, at de er OK.

onsdag den 16. november 2011

Tørklæder i viftekam

Jeg er første væver på vores fællesopsætning med tørklæder i viftekam (fan reed). Efter et par prøvevævninger og en ændring i kamning arter opsætningen sig fint. Silken i kipper-striberne er til den tykke side og skal hjælpes til at slippe kammen i den tætteste position - så fik vi lært det... Jeg tror i det hele taget, at man skal høste mange erfaringer med viftekam, før man får fuldt udbytte af den. Sjov, men lidt bøvlet.....

søndag den 13. november 2011

Sorte silkesjaler

De sorte sjaler på den lille væv nåede ikke at blive fotograferet, mens de var på væven - til gengæld fik de frynser og blev vasket og presset i tide, så de kom med på udstillingen 5.11.

Et fik spolet en mørkblå silketråd sammen med islættet af uld - et fik islæt af koksgrå lammeuld med en kant af mangefarvet silkegarn.

søndag den 6. november 2011

Udstilling 2011

Vi har haft travlt hos Væverne i Auning den seneste tid. Vores årlige udstilling blev afviklet lørdag den 5. november, og dels er det en god anledning til at få monteret de ting, der i løbet af året blot blev flået af væven og lagt til side, for at nyt kunne komme på - dels har vi haft en del nye opsætninger, som skulle klargøres til udstillingen. Alt klappede, og vi havde en dejlig dag med besøg af mange både kendte og nye ansigter.

Jeg havde klippet de tre første tørklæder af dobbeltvæv-opsætningen ned og fået dem færdiggjort. Her hænger de sammen med tørklæde nr. 4 med lilla islæt.

Flere billeder fra udstillingen kan du se på dette link

søndag den 23. oktober 2011

Viskestykker i gåseøje

Man når nok aldrig alt det, man har planlagt at få gjort i en ferie - min efterårsferie ingen undtagelse; men jeg fik dog monteret, vasket og rullet viskestykkerne i gåseøje (der blev jo heller ikke så mange af 4 meter trend!).

Der er straks kommet en ny trend på den lille væv: sort silke 60/2 til sjaler.


søndag den 16. oktober 2011

Dækkeservietter i damask

Første damask-opsætning i 3 år!  Jeg havde helt glemt, hvor sjovt det er at væve damask.
Dækkeserviet-opsætningen har været planlagt længe, men der var hele tiden noget andet, der lige skulle væves først. I weekenden kom den endelig i gang - og hurra: det er efterårsferie, så der skal væves! (og sættes blomsterløg og ryddes op i garagen....)


onsdag den 12. oktober 2011

Tørklæder i dobbeltvæv

Måtte pjække fra vævning sidste onsdag - blev bedstemor til Ferdinand, og det udkonkurrerede vævningen!
I aften kom der gang i tørklæde nr. 3 på den lange trend - denne gang med blåt islæt.
Der er ganske vist ikke det store spræl i opsætningen, men jeg nyder den meget; synes den arter sig fint og har masser af silkegarner stående klar til de kommende tørklæder. Måske det næste skal være lilla?

søndag den 2. oktober 2011

Juletræstæppe i drejl

En underlig dag.... Søndag den 2. oktober - 25 graders varme, grill-pølser til aften og et juletræ med tændte lys i stuen!
Juletræstæppetrenden er klippet ned og det første tæppe monteret, vasket og rullet. Det skal være mit bidrag til vores fælles kalender hos Væverne i Auning (læs mere om den her...); og den skal snart i trykken, så derfor måtte jeg på loftet og finde julepynten frem - og på jagt efter et lille grantræ i haven, som måtte lade livet i det gode formåls tjeneste.
Tæppet blev OK - de to forskellige hørgarner arbejder ikke helt godt sammen, så der er desværre lidt "bæk og bølge" over mønsterstriberne, men mon ikke det bliver dækket af gaverne til jul?


onsdag den 28. september 2011

Viskestykker i gåseøje

Den lille væv har stået og kedet sig længe. Nok mest fordi jeg synes, opsætningen er lidt dum....  Det er viskestykker med et fint, lille gåseøje - men af uforklalige årsager fik jeg kun kørt en enkelt omgang med trendbordet - 4 meter trend! - det kan jo dårligt betale sig at sætte på væven. Nå, 4 viskestykker har også ret, og de blev vævet færdig i går, så de nåede lige at blive fotograferet, før nedklipning.

søndag den 18. september 2011

Väv2011

3 intensive dage til vævemesse i Borås - meget bedre bliver livet ikke.
Bilen er tømt og det anseelige garnindkøb stablet til glæde og inspiration til nye væverier.
Hovedet er stadig fuldt af gode oplevelser: de mange vævere, der var mulighed for at gense og snakke med - de nye, jeg lærte at kende og ikke mindst "de store", som jeg søger at suge næring fra - heriblandt to foredragsholdere Ulla Cyrus-Zetterström og Andreas Möller.

Jeg tror på, at vævere bliver gamle (det er vi nødt til for at få brugt det garn, vi har), og her er Ulla Cyrus et fantastisk eksempel: hun er født i 1913 og i den grad Still Going Strong. Holdt 1 times foredrag torsdag (med PC'er og projektor) på Textilmuseet og var senere på besøg på messen. Lørdag kunne jeg møde hende til Andreas Möllers foredrag og efterfølgende på Textilmuseet udstilling. Gud give man selv kunne blive gammel på den måde!

Flere fotos fra fantastiske dage kan ses her...

onsdag den 7. september 2011

Væveaften i Auning

En dejlig væveaften, hvor jeg kom i gang med tørklæde nr. 2, som får islæt af flaskegrønt silke.

Vævningen måtte i aften konkurrere voldsomt med hyggesnak: vi skal alle 9 samlet til Väv2011 i Borås - og vi glæder os som små børn til juleaften. Der er skrevet lange indkøbslister, vekslet til svenske kroner, indforskrevet tagboks - og hotellet har været booket i et år!  Vi er SÅ klar!

tirsdag den 23. august 2011

Juletræstæppe i drejl

Så kom der langt om længe lidt skred i juletræstæpperne på den store væv herhjemme.

Både trend og islæt er en meget grov towgarn, som har vist sig ikke at være verdens nemmeste at arbejde med - det fnulrer og klistrer sammen, jeg håber sørme resultatet bliver anstrengelserne værd.....

I morgen må jeg vist gå en tur med støvsugeren - stuegulvet er dækket af et fint lag hørfnuller, og nullermændene hvæser i hjørnerne.


torsdag den 11. august 2011

Tørklæder i dobbeltvæv

På væven i Bettys vævestue har jeg netop opsat en trend til tørklæder i dobbeltvæv. En spændende opsætning (synes jeg da...) med en blød, luftig uldgarn og en tynd, merceriseret bomuld i trenden.
Islættet er uld som i trenden og morbærsilke 60/2 - første tørklæde får bordeaux-farvet silke i islæt. Islætstætheden er ved at blive tilpasset, som det ses af den lidt varierende tæthed.




mandag den 8. august 2011

Velkommen

- til min blog om vævning.

Jeg har hidtil indviet interesserede i hvad jeg væver på for tiden på www.skysite.dk/vaeverne - Væverne i Auning's hjemmeside; men løber for ofte ind i plads-problemer, server-problemer etc. Livet er for kort til at bruge energi på den slags bøvl, så jeg håber blogspot vil vise sig enkelt og effektiv.

Det er tanken fremover at uploade fotos af igangværende arbejder her på bloggen - hvad der er sket hidtil i mit væveliv kan ses på dette link http://skysite.dk/vaeverne/?side=27339