onsdag den 29. februar 2012

Klassiske drejlsviskestykker

Vinterens sidste dag - og en dejlig forårsdag - blev bl.a. brugt på min nye opsætning i vævestuen i Auning: drejlsviskestykker i en kraftig, halvbleget hør.

Første viskestykke i et parti - stribet:


- og det næste i to partier: ternet (da jeg nåede dertil, var der ikke meget dagslys tilbage).

søndag den 19. februar 2012

Olmerdugspuder monteret

Det er sjovt at væve! Og jeg elsker hver eneste arbejdsgang i forberedelserne og selve vævningen - men jeg har svært ved at tage mig sammen til monteringsarbejdet....

I løbet af vinterferien har jeg fået monteret mine 5 store olmerdugspuder og et par håndfulde små nålepuder af prøvevævninger. Jeg er ikke god til at sy, og jeg nyder det ikke - ikke før det er overstået i hvert fald.

søndag den 12. februar 2012

Tørklæder i multifarvet silke

Jeg kender ingen vævere, der ikke af og til kommer til at købe noget garn, som man falder for i øjeblikket - men som efterfølgende kommer til at ligge længe på hylden - for: hvad skal man bruge det til?

Under en gennemgang af mine silkegarner fandt jeg sådan en pose: 4 bundter fed, løst spundet multifarvet silke, som jeg på et tidspunkt ikke kunne leve uden, men som jeg ikke har kunnet finde anvendelse for siden. Et meget tykt garn, som burde bruges til tørklæder, men som nemt ville opnå gulvtæppe-kvalitet, hvis det ikke blev "fortyndet" med et andet garn - og det blev det så: imellem hver tyk silketråd har jeg 4 tråde silke 60/2, og islættet er også silke 60/2. Kombinationen ser fornuftig ud i væven, men jeg håber på, at lærredsvævningen vil fordele sig lidt pænere efter vask.

Det er ikke uproblematisk at have i trenden: der er store totter af den fede silke, som nemt filtrer ind i de tynde tråde - men når det kommer til vævning, er jeg en tålmodig sjæl, og garnet er stærkt, så jeg har endnu ikke haft nogle bristede trendtråde.

Første tørklæde fik islæt i pink, som er hovedfarven i den fede silke - det blev vældig, vældig pink.... Næste tørklæde er mere afdæmpet med olivengrønt islæt.

  

mandag den 6. februar 2012

Damask-dækkeservietter

Jeg er gået død i "korsstings-broderierne" på damask-opsætningen og har senest vævet nogle dækkeservietter med stramme, geometriske former.
Lige så sjovt som jeg synes det var at være damask den første meter - lige så hurtigt bliver jeg træt af det. Opsætningen har stået stille det meste af en måneds tid; olmerdugspuderne er blevet opprioriteret, og jeg har også fået monteret en del af det, der har ligget og ventet på bedre tider.
Men altså: to udgaver af dækkeservietter er det blevet til (og nu er der nok kun 4 meter trend tilbage - det får vel ende....).