onsdag den 28. september 2011

Viskestykker i gåseøje

Den lille væv har stået og kedet sig længe. Nok mest fordi jeg synes, opsætningen er lidt dum....  Det er viskestykker med et fint, lille gåseøje - men af uforklalige årsager fik jeg kun kørt en enkelt omgang med trendbordet - 4 meter trend! - det kan jo dårligt betale sig at sætte på væven. Nå, 4 viskestykker har også ret, og de blev vævet færdig i går, så de nåede lige at blive fotograferet, før nedklipning.

søndag den 18. september 2011

Väv2011

3 intensive dage til vævemesse i Borås - meget bedre bliver livet ikke.
Bilen er tømt og det anseelige garnindkøb stablet til glæde og inspiration til nye væverier.
Hovedet er stadig fuldt af gode oplevelser: de mange vævere, der var mulighed for at gense og snakke med - de nye, jeg lærte at kende og ikke mindst "de store", som jeg søger at suge næring fra - heriblandt to foredragsholdere Ulla Cyrus-Zetterström og Andreas Möller.

Jeg tror på, at vævere bliver gamle (det er vi nødt til for at få brugt det garn, vi har), og her er Ulla Cyrus et fantastisk eksempel: hun er født i 1913 og i den grad Still Going Strong. Holdt 1 times foredrag torsdag (med PC'er og projektor) på Textilmuseet og var senere på besøg på messen. Lørdag kunne jeg møde hende til Andreas Möllers foredrag og efterfølgende på Textilmuseet udstilling. Gud give man selv kunne blive gammel på den måde!

Flere fotos fra fantastiske dage kan ses her...

onsdag den 7. september 2011

Væveaften i Auning

En dejlig væveaften, hvor jeg kom i gang med tørklæde nr. 2, som får islæt af flaskegrønt silke.

Vævningen måtte i aften konkurrere voldsomt med hyggesnak: vi skal alle 9 samlet til Väv2011 i Borås - og vi glæder os som små børn til juleaften. Der er skrevet lange indkøbslister, vekslet til svenske kroner, indforskrevet tagboks - og hotellet har været booket i et år!  Vi er SÅ klar!