søndag den 27. december 2020

Plaider med fletmønster

Det er jo ikke sne og kulde, der hidtil har præget denne vinter, men en stor, vamset plaid kan man da altid hygge sig i.

I løbet af december er der kommet fire store og en enkelt knæplaid af den store væv i stuen. Jeg havde egentlig planlagt med fem store plaider, men katten løb med mit mål, så der kun var en meter til den sidste plaid.....

Trenden er naturgrå uld 6/2 og islættet samme materiale i første omgang naturhvid og blågrå

 

Jeg syntes, den hvide var meget åben og slog den blågrå lidt tættere sammen - klippede ned, vaskede og kunne konstatere, at den hvide helt klart blev tilstrækkelig tæt efter vask. De er blot vasket i maskine på uldprogram ved 30 grader - ingen valkning eller lignende; det er voldsomt, som ulden alligevel trækker sig sammen. Heldigvis blev den gråblå ikke (som man nok kunne frygte) stiv som en pind - den er ikke helt så blød som den hvide, men absolut OK.


Her hænger de to første; jeg synes det er en fin bonus, at de får to forskellige sider


Så videre med de næste plaider og det løse indslag. Nr. 3 fik koksgråt islæt og nr. 4 (som jeg ikke fik fotograferet) lysegråt - og så var der som sagt en god meters trend tilbage til en lille knæplaid med rester af gotlandsk pelsuld i flaskegrøn og turkis.

 

lørdag den 5. december 2020

Olmerdugspuder

Meget usædvanligt så har jeg nu tredje bomuldstrend på væven i streg. Jeg bruger stort set aldrig bomuld, men startede med karklude i vaffelvæv på 120'eren, gik videre til tørklæder i bomuld og silke på 100'eren og er altså nu i gang med puder på en bomuldstrend. Ingen regel uden undtagelse.

Corona-2020 har været en ørkenvandring hvad angår fest, sjov og hygge - og der har sandt for dyden heller ikke været mange kunsthåndværkermarkeder at tage afsted til :-(  Men heldigvis holder Den Gamle By fast i juleboderne, og jeg har været heldig at få en af boderne i næste uge.  Jeg vil gerne kunne præsentere tidstypiske 'gammeldags' varer, så en håndfuld olmerdugspuder var på sin plads, synes jeg.

Jeg har efterhånden vævet en del olmerdugspuder, men er endnu ikke blevet træt af dem. Der er så mange fine stribe-kombinationer at tage fat på - og jeg synes faktisk, at de alle blev ret vellykkede.

To med blå striber og to med røde: 





Selv om det er langsommeligt at væve olmerdug med mange islæt pr. cm, så nyder jeg vævningen - men i dag er det tid for montering, og det er knap så sjovt, synes jeg. Dog: jeg skal være færdig i morgen - på mandag åbner 'butikken' i Aagade. Og jeg glæder mig! Det er altid rigtig hyggeligt at være i Den Gamle By :-)

fredag den 20. november 2020

En ny opsætning med tørklæder

er strøget gennem den lille væv.

Trenden er bomuld 16/2, islættet bourettesilke og bindingen en kombination af lærred og panama. En dejlig opsætning, som giver rige muligheder for at variere partierne. Og (håber jeg) et godt materialevalg til dem der synes, uld kradser.

Opskriften findes i Handwoven Sep/Oct 2015. Det er ganske vist viskestykker, den opskrift tager udgangspunkt i - men den kan tilpasses til tørklæder med en kam 35/10 med 4 tråde i rit.

 

 


torsdag den 5. november 2020

Karklude i vaffelvæv

Et nyt dyk i kassen med bomuld 16/2.  Jeg endte med at blive rigtig glad for sidste opsætning (du kan se den her) til trods for, at hverken bomuld 16/2 eller brune farver er et hit hos mig.

Denne gang blev der gjort indhug i de røde farver: trenden er stribet i to røde nuancer med smalle rosa striber. Der må gerne komme nogle julegaver ud af det.

 

Det er en kasse med rester, der danner grundlag for opsætningen - og det resulterede da også i, at trenden ikke blev helt som planlagt: den skulle have været symmetrisk, men den klare røde slap op, så jeg måtte lade den orangerøde slutte trenden i højre side.

De to første karklude gav sig selv: en med ensfarvet rødt islæt og en, hvor det røde islæt blev brudt af smalle rosa striber som i trenden.
 

Herefter fulgte forskellige stribe og farve-kombinationer efter det forhåndenværende garns princip: røde, rosa, lilla, gylden - en enkelt med blåt islæt og et par med grønne striber. Men jeg savnede en orange bomuld, så de sidste to karklude fik hør i islæt - for der kunne jeg finde et orange garn.

 

 

 

 

 

Til sidst et lille reklamefremstød for Slöjd-Lars, som tidligere har leveret en 'slæde' til mig: en kasse med hjul, som sættes på vævebænken, og som hjælper mig til at kunne række over 150 cm (du kan se den her). Han har også forsynet mig med en dejlig kasse med bøjler, som kan fastgøres på væven - den er go'!  Jeg synes, det er rart at have den på indersiden af væven, så jeg ikke skal række så langt, så den kommer først på, når frembindingskæppen har passeret - men den kan jo sidde permanent på ydersiden, hvis man foretrækker det.

fredag den 16. oktober 2020

Grydelapper i jute

For en del år siden investerede jeg i en meget stor rulle naturfarvet jute - 8 kg for at være ærlig; og det er jo skønt at have godt med garn på lager, men jeg har brug for at supplere med noget farvet garn for at få has på den store rulle.

Jeg har tidligere kombineret med en sort jute, som lå på lageret, men den er sluppet op (og det er de 8 kg så langt fra...). I Glimåkra 'fandt' jeg ved sidste vævedage rød og blå jute, så nu skal der i første omgang væves jule-grydelapper. Der var ikke vældig meget rød jute, så det blev en beskeden trend, som rakte til 5 par grydelapper: 2 med kastkæp, 2 med tern i dobbeltvæv og et enkelt par med 'kastkæp-striber'.


Der var heldigvis mere blåt, så her bliver der nok til 10 par. Starten var tern i dobbeltvæv, først kvadrater derefter aflange tern, og så skulle der naturligvis også være nogle par med kastkæp.


- men hvad skulle jeg så finde på? Jeg har tidligere (med den sorte jute) vævet et par, hvor jeg trampede lige over på de 8 tramper; det giver et pudsigt mønster med noget der ligner små kamme, så et par af dem. Undervejs tænkte jeg: hvad nu hvis jeg i stedet for 1-8 tramper 1-2 5-6 3-4 7-8, vil jeg så ikke få vandrette striber? Det blev afprøvet, resultatet blev dog ikke lige linjer, men små bølger. Men et fint mønster, synes jeg.

 

Lige nu står min fantasi stille med hensyn til flere mønstre, så jeg kastede mig i stedet over en opdatering på bloggen og en opsætning på den lille væv med bånd til stropper til de røde grydelapper. Der er stadig trend til i hvert fald to par, og jeg kan jo blot væve nogle af de første mønstre, som jeg godt kan lide - men det er da sjovere at prøve noget nyt, hvis blot idéerne indfinder sig.

søndag den 27. september 2020

Drejlstørklæder i kontrastfarver

Corona-boblen i foråret resulterede i et par meget farvestrålende trende - en er blevet til viskestykker, den næste er på væven nu: tørklæder i merinould.

Striberne er vilde og voldsomme med kontrastfarver og uden symmetri, og jeg har det som jeg ofte har det, når jeg væver noget nyt: Puh, det bliver vist ikke så vellykket, det her.

Første tørklæde blev et lidt forsigtigt et: en meget mørk blå merinould 56/2 i islættet og blot afbrudt af en enkelt stribe i modsat parti men med samme garn gennem hele tørklædet. Islætsgarnet er så tyndt, at trendens farver skinner meget igennem - fint nok, men der må godt komme lidt balance i trend og islæt.

Så tju-bang tørklæde nr. 2 fik merinould 30/2 (som i trenden) i islættet, som vekslede mellem en mellemblå og en mørkeblå afbrudt af orangerøde striber!


og nr. tre fortsatte den farveglade linje: vissengrøn med striber i to pink nuancer.


Afslutningsvis tilbage til det mere afdæmpede: koksgrå merinould 30/2 i to partier. Nu er de klippet ned, og jeg kunne beroliget konstatere, at de to vilde tørklæder faktisk blev rigtig gode, når man så dem i deres fulde længde. Tilbage står så monteringen.....

søndag den 13. september 2020

Karklude med vandringsmand

Crepe - jo, jeg kender ordet som vævebinding, men heller ikke meget mere. For noget tid siden var jeg nødt til at læse op på teorien om crepe-bindingerne, og i den forbindelse faldt jeg over en fin opsætning i farveeffekt: en lille 'vandringsmand' på blot 8 skafter.

De senere år afprøver jeg ofte noget nyt med en karklude-opsætning - overskuelig bredde og kort trend, og går opsætningen ikke til held, ja, så kan man jo altid bruge en karklud, selv om vævningen ikke faldt ud som ønsket.

Trenden er sort og ubleget hør 16 - dvs. de er begge købt som 16/1, men det sorte garn er noget tyndere end det ublegede, så de sorte striber er lidt mindre markante.

Mit kendskab til Deflected Double Weave er lige så begrænset som til crepe; men jeg synes, kombinationen med lærredsfelter og flotteringer er, som jeg har forstået DDW? Under alle omstændigheder får jeg jo ikke nogen væsentlig effekt med sammentrækning, når jeg væver hør i hør, så de overvejelser er nok ikke så relevante i denne forbindelse.


Et fint lille mønster, og det blev til en god håndfuld karklude med forskelligt islæt, hvor den sorte hør blev kombineret med lyse farver bl.a. de viste: gul, lime, lys blå, rosa og lys grøn; og til sidst skulle jeg (for sjov og lidt af dovenskab) afprøve en variant med ensfarvet islæt: sort og mørkeblåt.