Viser opslag med etiketten lærred. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lærred. Vis alle opslag

lørdag den 23. september 2023

Tørklæder i tang og silke

Efter 20 meter viskestykker er det godt at få en lækker tørklæde-opsætning på væven. Jeg havde en rest af tang-garnet (du kan se de tidligere tørklæder her...), som blot rakte til to tørklæder - men så blev der da ryddet op :-)

Bindingen er lærred, og det første tørklæde blev forsynet med grå striber af sysilke 30/3 - også nogle rester, som lå og kedede sig. Jeg havde brugt al tangen til trend, så islættet blev en ganske lys grå silke 60/2.

 

De grå striber er fine, synes jeg - men der må godt komme mere knald på farverne i det næste, så der tog jeg et dyk i kassen med 60/2-silke og fiskede en regnbue frem. Den tynde silke følges ad 2 og 2 i søl for at balancere tangen nogenlunde, og islættet blev også her silke 60/2, men i en råhvid udgave. Et tørklæde man bliver glad af at se på :-)


Det var den trend - nu må jeg vist se at få vævet stropper til de blå viskestykker......

tirsdag den 31. januar 2023

Badehåndklæder

En fornyet udgave af badehåndklæderne fra sidste år er kommet på den lille væv.

Jeg er glad for strukturen og striberne i opsætningen - og tager det levende tæppe af hørfnuller under, på og omkring væven med i købet; jeg kan jo støvsuge, hvis jeg skulle blive træt af at væve :-)

Ublegede hørgarner er en af mine favoritter, men jeg synes trods alt, at der godt måtte komme lidt mere farve i denne opsætning end den sidste, så de nye håndklæder er blevet forsynet med tre smalle farve-striber i hver side. 



Efter et stribet og et ternet - hvor det grove lintow-garn kom med i islættet - med rød-gule farver skulle der skiftes farver. Ja, jeg ved, det er tosset: jeg bruger stort set lige så lang tid bag væven som foran med at rede de løse tråde ud og binde nye farver til, men selv om det blot er håndklæder, jeg væver, så vil jeg gerne have, at de er unikke - og så må jeg jo bruge tiden på det.


Efter de rød-gule kom to turkise:
  
og to grønne:

 

og to lilla - hvoraf jeg kun sansede at få tage foto af det ene.


- og så er det frem med støvsugeren :-)

fredag den 20. november 2020

En ny opsætning med tørklæder

er strøget gennem den lille væv.

Trenden er bomuld 16/2, islættet bourettesilke og bindingen en kombination af lærred og panama. En dejlig opsætning, som giver rige muligheder for at variere partierne. Og (håber jeg) et godt materialevalg til dem der synes, uld kradser.

Opskriften findes i Handwoven Sep/Oct 2015. Det er ganske vist viskestykker, den opskrift tager udgangspunkt i - men den kan tilpasses til tørklæder med en kam 35/10 med 4 tråde i rit.

 

 


torsdag den 13. august 2020

Mer' sjov med tørklæder

Næste tørklædetrend lå klar, da de mørkeblå sjaler blev klippet ned: en lilla merinould 28/2, og første tørklæde skulle være et nyt forsøg med teknikken, hvor et ekstra islætsgarn trækkes med ind i vævningen. 

Som jeg skrev i det tidligere indlæg, så var det vældig tidkrævende at få linjerne helt lige, så jeg havde bestemt mig til at lave et vildt og voldsomt mønster, hvor den ekstra tråd fik lov at komme og gå uden særligt system. Det var sjovt! - og jeg synes også, at tørklædet blev godt. Islættet er merino 28/2 som trenden, men i to andre lilla farver.


I de to sidste tørklæder fortsatte jeg med at sætte ekstra trendtråde i kontrastfarver, som skiftede plads ved at være islæt ind imellem. Garnet er i det første noget farveskiftende silkegarn i lilla, turkis, pastelblå, og islættet er det samme som trenden.

I det sidste tørklæder er kontrasttrådene merino 28/2 i fire lettere hysteriske farver: pink, lime, turkis og karrygul, og islættet er en meget mørkeblå merino 56/2.

 

- og der blev kun lige en trendrest, så der kan laves frynser :-)  På billedet kan man bl.a. se den turkise kontrasttråd, der er belastet med en S-krog.


søndag den 28. juni 2020

De næste tørklæder

I tørklæde nr. 2 skulle en tidligere afprøvet teknik relanceres. Jeg vævede for nogle år siden mønstrede dækkeservietter, hvor en tråd i kontrastfarve trækkes ind i skellet; du kan se indlægget her.

Jeg var dengang lidt lunken ved forsøget - syntes det var svært at få linjerne lige, f.eks. på trekanterne, men var alligevel så fascineret af teknikken, at jeg synes den skulle have en chance igen.

For at have et pejlemærke for farveskift tilføjede jeg en tynd, glat silketråd til trenden - som jeg regner med at kunne trække ud efterfølgende - og det var en stor hjælp: fine næsten helt lige linjer i farveskiftet. Men der var et pænt tidsforbrug med at sidde og 'fedte', så skiftet lå præcist ved tråden.


Det tredje og sidste tørklæde fik som det første tre kontrasttråde, som bevæger sig på kryds og tværs gennem tørklædet; denne gang i de tre grundfarver: blå rød og gul.


tirsdag den 16. juni 2020

Tørklæder for sjov

I stuen er der fortsat nogle meter tilbage på damask-opsætningen; men den er ikke sjov længere.... Det er det heldigvis i vævestuen hos den lille væv!

Under den underlige boble i Corona-tiden fik jeg lavet et par tørklædetrende, som jeg havde planer om at more mig med; bl.a. skulle jeg se, om jeg kunne finde ud af at væve et tørklæde, jeg engang så på nettet, hvor nogle kontrasttråde bevægede sig gennem tørklædet i lodrette og vandrette striber og rette vinkler.

Den første trend er en meget mørkeblå merinould 56/2 - en delikat sag, så jeg lod de 8 yderste tråde følges ad to og to i søl. Og bindingen er lærred; det behøver ikke være vanskeligere.

Jeg har ikke gode erfaringer med blot at væve et mønster efter inspirationen, efterhånden som arbejdet skrider frem, så skiftet mellem trend og islæt i kontrasttrådene er nøje planlagt. Øj, hvor bliver det spændende at få det pillet af væven, så jeg kan se det i fuld længde. - men der er stadig trend til to tørklæder. De bliver nu nok hurtigt færdige, når alternativet er damasken i stuen :-o


søndag den 21. april 2019

Tørklæder i uld og silke

Jeg skulle jo egentlig gøre klar til en opsætning med middelalderhåndklæder; men i vævestuen stod en stor sæk med uld- og silkegarn, som jeg har vævet af og efter endt projekt blot lagt i en stor bærepose. Den har stået der siden jul, og det er simpelthen for dumt at have det stående fremme, hvis der skulle komme et møl forbi. Så jeg besluttede mig for at slippe for den dårlige samvittighed, hver gang jeg så på posen: oprydning. Sortering i kvaliteter og farver, i plastpose og i kasse.

Undervejs blev jeg naturligvis afledt: sikke noget dejligt garn, mon ikke jeg lige skulle lave en hurtig tørklædeopsætning?

Hurtig blev den nu ikke - dels fordi der skulle vælges garn: udgangspunktet er de to fed multifarvet silke, en kraftig og ujævn sag, som lige kunne komme gennem en kam 30/10. Farverne er rust, rød, gylden, oliven og gul, og jeg supplerede med tilsvarende farver i merinould, silke og mohair. Men det tog jo lang tid at bestemme sig til farver, kvaliteter og rækkefølge.....


for slet ikke at snakke om, hvor lang tid det tog at lave trenden! Den fede silke er en-trådet og er måske for at gøre den mere holdbar en smule overspundet, så den slyngede sig om alt, hvad den kom i nærheden af. Jeg kejsede med 12 tråde og ca. halvdelen af trådene var permanent viklet omkring den kraftige silke. Se en fuglerede-trend - men det gik forbavsende godt at få den bommet.


Næste hurdle var det gode vejr! Jeg har påskeferie og havde tænkt at jeg lynhurtigt kunne væve tre tørklæder; men vejret trak mig i haven. Dog: der kunne jo væves om aftenen :-)

Første tørklæde fik rustrødt merinould i islættet.

 

Nr. to har korngult mohair/silke i islæt



og nr. 3 en tynd uld/bourettesilke.



Jeg synes, det er sjovt, at så speciel en trend alligevel kan få tre meget forskellige udtryk gennem islættet. Desuden forærer den korngule mohair en utilsigtet bæk-og-bølge effekt i de sidste to tørklæder; når jeg ser forskellen undrer det mig, at det ikke gav problemer under vævningen.

Nå, nu må jeg vist se at få lavet trend til middelalderhåndklæder.....


søndag den 30. december 2018

Tørklæde i lærred

Nu er gaveræset godt overstået, og jeg kan vise billede af årets sidste projekt: Sofie havde ønsket sig et stort, sort tørklæde, og det skulle hun have i fødselsdagsgave den 28. december.

Jeg fik lavet trend den 17. og havde planlagt at køre den på væven den 18. - men så meldte hun sin ankomst til aftensmaden! Der blev hurtigt bundet for skellene, så den kunne komme af trendbordet og gemt. Trenden kom i stedet på væven den 19., jeg blev færdig med vævningen den 21., og tørklædet blev forsynet med frynser, vasket og presset - og pakket ind - inden Sofie kom på juleferie den 23. Det er da godt, jeg tit har svært ved at sove, ellers havde jeg nok ikke nået det.

Og hun blev glad for det :-)

Opsætningen følger samme princip som de øvrige tørklæder fra efteråret: tykt og tyndt garn blandet sammen. Trenden er en fed, 1-trådet tussah-silke, morbærsilke 60/2, merino-uld 30/2, et mohair/silke-garn og et blandingsgarn 40/2 med silke, merino- og cashmir-uld, og islættet er merinould 30/2. En kam 45/10, hvor den fede silke lige akkurat kunne gå gennem rit, hvor mohairen ikke filtrede alt for meget, og hvor de tynde garner fulgtes ad to og to.


torsdag den 8. november 2018

Tørklæder i lærred - 2. halvleg

Den sidste tørklædetrend i denne omgang er på den lille væv. Efter de røde tørklæder fulgte tre turkis/blå.

Trenden er alt godt fra hylderne: merinould, alpacauld, bourettesilke og morbærsilke hvoraf et af garnerne er indfarvet, så det chancerer mellem blåt, lime og sort. Tykkelsen på garnerne er forskellig - de kraftige garner får et rit for sig selv, de tynde følges ad med to i rit.

Første tørklæde med blåt merinould i islæt


Tørklæde nr. 2 har turkis merinould i islættet


og nr. tre med bourettesilke i islæt.


I weekenden var jeg på kunsthåndværkermarked i Risskov, og i den anledning blev den lille terapivæv støvet af - den var til at have med og arbejde på for en enkelt dag. Den har hidtil kun været anvendt af børnebørnene, så det var første gang, jeg selv skulle væve på den; og lad mig sige det sådan: den er da bedre end ingen væv, men det var skønt at komme hjem til tramperne igen om aftenen :-)

På terapivæven er der sat op til to smalle tørklæder i grå nuancer. Størsteparten er en tynd alpaca-uld suppleret med mohair, merinould og silke. Jeg blev færdig med det første tørklæde med lysegrå alpaca-uld i islæt og netop startet på det sidste, som får mørkegråt islæt.

 

Og sidste tørklædeopsætning i denne omgang: en lidt spøjs blanding af petroleum og lilla med et kraftigt blandingsgarn (lammeuld/mohair/silke), som skifter fra turkis over grønt, blåt og gråt til lilla. Den øvrige trend er som de tidligere en blanding af uld, mohair og silke.

Nr. 1 får islæt i et tyndt petroleumsfarvet garn med 70% kameluld og 30% morbærsilke og nr. 2 det tilsvarende garn i en violet farve.

Og nu er det slut med tynde, bløde garner - nu skal der væves karklude!




tirsdag den 16. oktober 2018

Tørklæder i lærred

Det er efterårsferie - og jeg har bestemt, at den skal nydes med en stak tørklæder i silke og lækre uldgarner. Det er skønt at tage 'skatkisten' frem og vælge nuancer, kvaliteter og materialer, og jeg holder meget af kombinationen med grove og tynde garner sammen: en FED silke og en fin alpacauld 50/2 - lodden mohair og en blank tynd silke. Det er ofte en balancegang at finde en kam, hvor de tykke eller lodne garner kan bevæge sig uhindret, og som ikke er alt for åben til de tynde garner, men som regel går det med at tage 2 tråde i rit af de tynde garner.

Første opsætning er rød!
Her er en fed en-trådet silke, en del merinould 28/2 i forskellige røde/violette nuancer, alpaca-uld 50/2, alpaca/silke 6/2 og morbærsilke 60/2. Jeg laver trenden med kejsestok, så der bliver en vis regelmæssighed i roderiet - og så har jeg i denne trend suppleret med nogle uregelmæssige pink striber, da jeg synes, der manglede noget, både farvemæssigt og til at bryde mønstret.



Første tørklæde har en mørkrød - over mod violet - merinould i islæt, og det næste den tynde alpaca-uld spolet sammen med en tynd orangerød silke.

  

Og se, hvad der venter: den turkise trend er allerede lavet, og de grå garner er næste hold på trendbordet: alpaca, silke, mohair og merinould.


Jeg skulle egentlig have udnyttet det gode vejr i dag og luget et af vores mange bede, men jeg kom til at rydde op i garnerne i stedet for.... Og så fandt jeg et lille nøgle garn indfarvet i lilla, grå, blå, turkis og grøn; det kunne da vist lige danne basis for endnu en tørklædetrend.




søndag den 30. september 2018

Karklude i lintow

For snart mange år siden 'faldt' der to neongule ruller lintow 4 i min indkøbskurv. De var billige - og en kraftig lintow kan man jo altid bruge.... De forløbne 6-8-10 år har jeg ikke fundet anvendelse for de to hidsigt gule ruller, så en dag i vinterferien i februar besluttede jeg mig til at farve dem.

Jeg lavede trenden klar og smed den i et rødt farvebad i forventning om, at trenden blev rød og jeg kunne væve 'jule-karklude' af den.

Første overraskelse var farven: den klare gule slog så meget igennem, at trenden blev orange/rustrød - ikke rød, som jeg havde forventet. Andet grin fik jeg, da jeg hentede den ind fra tørresnoren, hvor den var lagt til tørre (i frostvejr); den lignede et monster :-)


Jeg havde bundet nogle steder på trenden, så der kunne væves ikat-klude: her med en ujævn orange lintow i islæt.


Og med en rest af den neon-gule, som oprindeligt var trend, i islæt (farven er ikke så hidsig på foto som i virkeligheden)


Og med en rustfarvet, dobbeltspolet lintow 8 i islæt.


Ind imellem var der også stræk med ensfarvet trend, hvor jeg forsøgte mig med at peppe en ordinær lærredsvævning lidt op.



Og til slut en række 'jule-karklude' til familiens eget brug. Islættet er trendresten af vores juledug; min sparsommelige og søde mand har møjsommeligt bundet alle ender sammen og vundet dem op på nøgler. Garnet er Växbos røde 8/1 dobbeltspolet, og de små knuder giver liv til den vævede flade. Det bliver jo en ren fest at bruge karklude i december :-)