tirsdag den 31. juli 2018

Dobbeltdækkere i taqueté

Jeg er kommet gennem sølning og øvrig forberedelse til selve vævningen - ikke uden problemer, for der var trods min omskrivning af søllerapporten søllefejl nok endda at rette; godt at jeg har lavet ekstra trend til prøvevævning :-)


Der kom langt om længe gang i vævningen, og efter at jeg er blevet fortrolig med tramperapporten, så går det rimeligt; men jeg bliver nok aldrig nogen stor fan af taqueté. Den giver mulighed for så mange fine mønstringer - derfor falder jeg jo også i med jævne mellemrum - men jeg elsker at have 'flow' i vævningen, og det har jeg svært ved at få i taqueté'en, også selv om der her hverken er dobbelttrampning eller flere skytter at holde styr på.

Belønningen er dog et fint prikket mønster, som er positiv/negativ på de to sider. Her med sort islæt.


Og en udgave med mørkeblåt islæt. Og det bliver vist de to, jeg når at få færdig til Uge33 - mine ting skal afleveres på søndag, og jeg har stadig en del montering, der venter.


torsdag den 26. juli 2018

Tak, Weave Point!

Jeg har længe ønsket at lave en opsætning med et prikket mønster i taqueté. Inspirationen er kommet fra Pinterest, hvor bindetegningen jævnligt dukker op i mit feed. Og nu er der sommerferie, så jeg har lavet trend til dobbeltdækkere i hør 16/1 og skulle i går i gang med at sølle.

Jeg holder egentlig meget af at sølle, men jeg er ubetinget bedst til at sølle ligeover på 4 skafter - blot det at sølle 'baglæns' fra skaft 4 til 1 finder jeg akavet - så søllerapporten til denne opsætning (som jeg havde taget ukristisk fra nettet) var en uhyrlighed:


Efter at have kæmpet mig gennem 1 rapport omskrev jeg søllerapporten til skaftnumre i forhåbning om, at jeg lettere ville kunne memorere tallene, og markerede også de rækker, der skulle gentages - det gik bedre, men ikke godt! Ud over at det tog vældig lang tid, så havde jeg en grim fornemmelse af, at der nok ville være en mængde søllefejl, der skulle rettes efterfølgende...... Uff!

Og endelig kom jeg i tanke om Weave Points facilitet med at bytte rundt på skafterne for at få en anden sølning. Efter 1 minuts arbejde ved computeren fik jeg denne langt mere spiselige søllerapport, så selv om jeg måtte sølle de to første rapporter om, så går det langt hurtigere nu.

Tak, Weave Point!


søndag den 8. juli 2018

Dobbeltdækkere i kastkæp

Der er endelig kommet 'rigtig' vævning på den lille væv - en reprise fra sidste år: dobbeltdækkere i kastkæp.

Når der står en opsat væv i rummet ved siden af soveværelset, så er det slet ikke så slemt at vågne kl. 5.07 - så lister man blot ind og nyder vævning og morgensol (og håber, at manden kan sove fra dunk-dunk-dunk :-o).



Så vidt jeg husker, er det samme garn i trenden som sidst, men jeg kan ikke helt få balance i vævningen, så jeg tror, jeg kammer om efter de første to til en lidt tættere kam. Jeg kan ikke huske, at jeg havde problemer med det sidst, så jeg har formentlig dengang blot ændret kammen og ikke fået rettet opskriften.... Har man hørt det før?

Jeg har valgt kraftige garner (hør 16/2 og lintow 8) og desuden lavet opsætningen i panama for at få så markante striber som muligt. Det er en fin opsætning, synes jeg - når altså blot jeg får kammet om :-)