mandag den 26. november 2018

Karklude i gåseøje

Hvis mine viskestykker, dækkeservietter o.lign. har vævefejl, så jeg ikke selv har lyst til at bruge dem og ikke vil være bekendt hverken at sælge dem eller forære dem væk - så ender de her i huset som karklude. Og de er et hit! Karklude i hør er lækre og effektive.

Og i den anledning har jeg nu sat op til karklude, som fra starten er bestemt til at være karklude. Lidt fint skal det være, så de er forsynet med en lille repskant og mønstret med store gåseøjne.

Trenden er en meget ujævn lintow, som har artet sig pænt - enkelte tråde har filtret sig sammen, og gulvet under væven er dækket af et tæt lag hørfnuller; men bortset fra det, er det gået fint.

En sjov opsætning, hvor det ikke tog lang tid at væve en klud, og hvor jeg fik afprøvet nogle farver og kvaliteter - og mindsket beholdningen med rester af kraftige hørgarner.
.
 

Først en håndfuld julerøde - fem stykker rakte resten af det røde lintow til, de blev efterfulgt af en enkelt rødbrun, men den var lidt trist, synes jeg, så det blev kun til en enkelt.

Så fulgte tre mørkeblå (og så var den rest garn opbrugt) og en enkelt lyseblå. Der var rigeligt garn til flere; men jeg er ikke så begejstret for farven, så den blev single.

 

 

Det blev til et par stykker i en klar blå hør, og den ujævne blågrønne hamp kan jeg godt lide, så den blev også gentaget.

Så syntes jeg, at der skulle en 'almindelig' grøn med i rækken; men den var lidt kedelig, så jeg besluttede mig til at give den en smal rød stribe i midten af gåseøjet. Det var tilsyneladende for meget for mig at holde styr på, så jeg kom til at vende tramperetningen for tidligt - og opdage det for sent. At væve flere cm baglæns med lintow-trenden var ikke en mulighed, det filtrer for meget, så jeg fortsatte og vævede den symmetrisk omkring midten.

Tilbage til de ensfarvede: det blev til tre stykker med en sort hør 16/4, og den indtil videre sidste har limegrønt hør 16/2 i islættet; den får nok også lov at blive gentaget - og resten af trenden rækker vist til et par stykker med hvidt lintow i islættet.

 


lørdag den 17. november 2018

Dækkeservietter i drejl

Jeg var så glad for opsætningen med de røde drejlsviskestykker, at den fik en reprise med ubleget hør og smalle røde striber til dobbelte dækkeservietter - 'dinner for two' - dobbeltdækkere - kært barn har mange navne.

Trenden er hør 16/1 og islættet er i de første fire hør 12/1


De næste er til det hjemlige spisebord, og her valgte jeg et nøgle med kraftigt, håndspundet hørgarn. Men det er spundet så fint (og det er ikke mig, der har spundet!), at det slet ikke ser håndspundet ud.... blot er det lidt 'hø' i det.


Og den sidste del af trenden blev til viskestykker - her med en dejlig mørk ubleget hør 16/1 i islættet.
Jeg vævede såmænd også både dækkeservietter og viskestykker med røde tværstriber, men dem har jeg af en eller anden grund ikke fotograferet.


torsdag den 8. november 2018

Tørklæder i lærred - 2. halvleg

Den sidste tørklædetrend i denne omgang er på den lille væv. Efter de røde tørklæder fulgte tre turkis/blå.

Trenden er alt godt fra hylderne: merinould, alpacauld, bourettesilke og morbærsilke hvoraf et af garnerne er indfarvet, så det chancerer mellem blåt, lime og sort. Tykkelsen på garnerne er forskellig - de kraftige garner får et rit for sig selv, de tynde følges ad med to i rit.

Første tørklæde med blåt merinould i islæt


Tørklæde nr. 2 har turkis merinould i islættet


og nr. tre med bourettesilke i islæt.


I weekenden var jeg på kunsthåndværkermarked i Risskov, og i den anledning blev den lille terapivæv støvet af - den var til at have med og arbejde på for en enkelt dag. Den har hidtil kun været anvendt af børnebørnene, så det var første gang, jeg selv skulle væve på den; og lad mig sige det sådan: den er da bedre end ingen væv, men det var skønt at komme hjem til tramperne igen om aftenen :-)

På terapivæven er der sat op til to smalle tørklæder i grå nuancer. Størsteparten er en tynd alpaca-uld suppleret med mohair, merinould og silke. Jeg blev færdig med det første tørklæde med lysegrå alpaca-uld i islæt og netop startet på det sidste, som får mørkegråt islæt.

 

Og sidste tørklædeopsætning i denne omgang: en lidt spøjs blanding af petroleum og lilla med et kraftigt blandingsgarn (lammeuld/mohair/silke), som skifter fra turkis over grønt, blåt og gråt til lilla. Den øvrige trend er som de tidligere en blanding af uld, mohair og silke.

Nr. 1 får islæt i et tyndt petroleumsfarvet garn med 70% kameluld og 30% morbærsilke og nr. 2 det tilsvarende garn i en violet farve.

Og nu er det slut med tynde, bløde garner - nu skal der væves karklude!