Viser opslag med etiketten krystalkipper. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krystalkipper. Vis alle opslag

torsdag den 27. februar 2025

Viskestykker med forårsfornemmelser

Jeg længes efter foråret, og det har nok påvirket farvevalget i sidste opsætning: lysegrønne viskestykker i krystalkipper.

Den lysegrønne hør er arvegods, som har levet en lidt tilbagetrukket tilværelse bagest i skabet; den er tynd - ca. 30/1 - så jeg har ladet 2 tråde følges ad i søl. En tilsvarende flaskegrøn hør holdt med selskab på hylden med tynde hørgarner, så den fik lov at lave striber, og en flaskegrøn hør 30/2 dannede kant med et par tråde i hver side.


 

Efter et par stykker i krystalkipper blev spidskipper afprøvet og derefter lidt forskellige stribekombinationer; afslutningsvis fik andre islætsfarver lov at blande sig - her ses den flaskegrønne som i striberne samt hvid.

 

 

Det var det - så må det godt blive forår :-)

mandag den 18. marts 2024

Påske-viskestykker

I den hjemlige husholdning har vi et pænt udvalg af røde viskestykker til at pynte køkkenet op til jul; men når det kommer til påske, så har jeg blot et enkelt lysegrønt, som må holde for.
Dertil kommer, at jeg længe har haft en håndfuld gule hyldevarmere hør 30/1. De er jo gode, når der skal væves et ombuk, så kanten ikke bliver for kraftig - men ellers har jeg ikke vævet meget af dem.
Så: jeg mangler viskestykker til påske, og jeg har gult garn - hvor svært kan det være?

30/1 vil give nogle tynde glasstykker, men jeg vil hellere have en almindelig kraftig kvalitet, så to tråde fik lov at følges ad i trend og gennem søl, ligesom jeg vævede med dobbeltspolet islæt (og det er ellers ikke min spidskompetence, men øvelse gør mester..... håber jeg.)

Bindingen er krystalkipper; jeg bruger ellers ofte gåseøje, men valgte den brudte binding for at slippe for de flydende kanttråde.

Tre gule farver fra næsten hvid til karryfarvet suppleret med smalle grønne striber. De første fik ensfarvet islæt kun brudt af en smal grøn stribe


  

Derefter nogle stykker med farveskift i ternene og lidt varierende længde på ternene.

 

Hov! Fiskeben kan jo også noget; men nu er der ikke mere trend.....


Skulle viskestykkerne være klar til påske, så skulle jeg være lidt mere effektiv med monteringen end jeg oftest er - og det lykkedes. Påske - kom an! Jeg er klar.



torsdag den 11. maj 2023

Middelalderhåndklæder

Ja, jeg ved det godt: det er nørdet. Men nu er det snart sommer, og jeg glæder mig til årets middelalder-festivaler og vil gerne have nogle autentiske håndklæder med. Så jeg har surfet og hygget mig med at finde nye billedkilder med håndklæder: kalkmalerier, bønnebøger, altertavler, malerier, digtsamlinger og romaner fra middelalderen. Det er en del af festen at nørde rundt og finde nye ting :-)

Bindingen er krystalkipper, og billedkilder giver jo rige muligheder for fri fortolkning - men sædvanligvis er der tale om hvide håndklæder med blå striber. Dog: det lykkedes mig i år at finde et par håndklæder med røde, sorte og grønne striber :-)

Så her er årets udvalg - alle med halvbleget hør 25/1 i trend (to tråde i søl) og forskelligt håndspundet hør som islæt.


 

 

  

søndag den 31. oktober 2021

Juleviskestykker

Den Gamle By har tildelt mig en bod i december måned, og det er lige straks november! så jeg har fået travlt med at få nogle juleviskestykker på væven.

Trenden er gyldentbleget hør 16 med røde striber, og bindingen er spidskipper, som giver mulighed for krystalkipper, hvis man også tramper i spids.

Første viskestykke fik den gyldentblegede hør i islættet, og jeg trampede ligeover, så jeg fik 'fiskeben'.

Det var jeg godt tilfreds med - men skulle selvfølgelig også prøve krystalkipperen. Først med det gyldne islæt, dernæst med halvbleget hør og endelig et med rødt islæt. Alle er gode - det røde måske lidt spraglet, men efter vask tror jeg, rittestriberne forsvinder, og så bliver linjerne i 'krystallen' mere tydelige.

     

Et ternet skulle naturligvis også afprøves. Alle fine - tilbage står så måske at væve 'makkeren', så jeg kan præstere om ikke to ens, så dog to viskestykker, der passer sammen.

lørdag den 17. juli 2021

Ild i væven

En slange af ild har indtaget den lille væv!

En hurtig opsætning med tre tørklæder i spidskipper; trenden er merceriseret bomuld 30/2 og islættet silke 60/2.

Første islæt er en gul, ujævn silke

Næste er en glat rustfarvet afbrudt af smalle olivengrønne striber

- og sidste er krystalkipper i rød, rust og gul

Det var det. Skønt at have sommerferie og få noget fra hånden. Det er heldigvis alt for varmt til andet end at væve :-)

søndag den 16. maj 2021

Håndklæder i krystalkipper

Undskyld! Det er sikkert ikke særlig interessant for andre end historietosser igen at blive præsenteret for mine middelalderhåndklæder. Så hvis du ikke orker flere billeder af hvide håndklæder med blå striber - så skynd dig væk :-)

Jeg startede med et håndklæde fra et lidt frimodigt billede fra 'Buch der Beispiele' fra 1400-tallet. Der er til overflod også puder at inspireres af. 

 

Trenden er en halvbleget lintow 8, en kraftig, ujævn sag, og islættet i de første håndklæder håndspundet hør, det er lidt kraftigere end 16/1 og balancerer trenden nogenlunde. Garnet er bleget med askelud og er ikke helt så lyst som trenden.

Næste håndklæde fandt inspiration i et maleri fra 1320: Kristus for Pilatus - den evigt håndvaskende.

 

Og i en grum skildring af djævleuddrivelse fra 1512 fandt jeg både håndklæde og dug
 


Så slap den første portion af håndspundet hør op; men jeg har heldigvis mere at tage af. Det lyse her er pivtyndt - ca. 30/1 - så jeg spoler to tråde sammen for at få lidt fylde.
De blå striber er blevet lyse nu: det er hørgarn, som jeg har farvet med indigo. Jeg havde håbet at få en flot mørkeblå kulør, men trods flere overfarvninger er garnet stadig lyseblåt.


Inspirationen er hentet i et kalkmaleri fra Ballerup Kirke: Johannes døber Jesus

 

søndag den 17. maj 2020

Det forsømte forår

Hvor blev foråret - og sommeren - 2020 af?

I år havde jeg sat mig for, at påske-/forårsdugen skulle være klar, når familien samledes til påskefrokost. Det blev den - men hvor blev påskefrokosten af?


Og vores middelaldersommer med herlige dage i teltene - som i år ovenikøbet skulle forskønnes med puder vævet efter middelalderlige kilder - væk er den :-(


- og håndklæderne - som endelig blev frynset og vasket - de må også vente til næste sommer.


De hvide silketørklæder, som jeg skulle have farvet med indigo på et kursus på den Kreative Skole i Viborg? Næh, det kursus blev også aflyst, så de hænger stadig og er en smule blege og kedelige.


Karkludene til kunsthåndværkermarkedet i Odder? Dem bliver der heller ikke lige brug for i første omgang. Damn you, Corona!


For slet ikke at nævne vævernes 3-årlige højdepunkt: vævemessen, som i 2020 skulle være afholdt i Halmstad - med foredrag, workshops, udflugter, udstillinger og - ikke mindst - garnindkøb. Udskudt til 2021. Godt at jeg har et righoldigt lager af garn; der bliver ikke tale om en mangelsituation inden efteråret 2021.

søndag den 19. april 2020

Middelalder-håndklæder

En ny nørde-opsætning af håndklæder inspireret af middelalderlige billeder: kalkmalerier, altertavler, malerier, illustrationer i romaner, bibler m.m. Jeg skal forskåne dig for dokumentationen - du får blot fotos af det vævede :-)

Tidligere håndklæder har jeg vævet i gåseøje, men denne gang landede jeg på krystalkipper. Det er første gang, jeg væver det - jeg har altid synes, det så lidt rodet ud med de skarpe tilslutninger. Men krystalkipper er brugt i middelalderen, så det skulle naturligvis prøves.

Og tænk: så fik jeg en bonusgave, som jeg slet ikke tidligere havde været opmærksom på. De skarpe tilslutninger gør, at jeg ikke behøver en flydende kanttråd! Jeg bruger ofte flydende kanttråd og har det egentlig fint med det; men det er da lettere at være foruden.

Jeg er den lykkelige indehaver af et pænt lager af håndspundet hørgarn - en del endda halvbleget, og det fik som islæt lov at supplere et 2-trådet hørgarn, ca. 20/2, i trenden.


Foto taget ved kunstigt lys - derfor den gule farve.




Og hov! Røde striber? Ja, langt de fleste afbillede håndklæder fra middelalderen er hvide med blå striber, men der findes heldigvis undtagelser. Sidste år vævede jeg et med røde striber efter et kalkmaleri fra Tuse Kirke på Sjælland - denne gang måtte jeg helt til Cypern for at finde det :-) Også et kalkmaleri.


Jeg synes det givet et smukt liv til vævningen med håndspundet garn, som ikke er ganske jævnt - men det kræver da også lidt tålmodighed at spole fra et nøgle, hvor tråden er knækket i spindingen ret ofte.