lørdag den 19. juli 2014

Drejlsduge

I maj måned var vi en håndfuld fra vævestuen i Auning, som var på tur til Holland. Her fik vi mulighed for at købe noget smukt, blåt hørgarn på Weverijmuseum Geldrop (hvis du får chancen, bør du besøge det!), og på turen hjem i bilen blev en fællesopsætning drejlsduge med det blå garn i trend planlagt.

Jeg er den lykkelige ejer af det største trendbord blandt Væverne i Auning og havde lovet at tage mig af kejsningen; så da vi i søndags vågnede op til noget, der lignede heldagsregn (og viste sig at være to-døgns-regn), blev trendbordet kørt i stilling.

2.844 tråde - 18 meter trend - godt 51 km garn, men meget bedre kan man da ikke bruge et par regnvejrsdage i sommerfeiren, vel?

torsdag den 10. juli 2014

Viskestykker - igen..... gåseøje - igen.....

Det er godt, vi har en fast væveaften i Auning, så jeg i det mindste får vævet én gang om ugen - herhjemme bliver det til ingenting for tiden.

Jeg er i gang med en ny omgang viskestykker i gåseøje. En opsætning jeg har vævet flere gange i forskellige farve- og stribe-kombinationer; denne gang er trenden ubleget og sort.

Første viskestykke fik ubleget islæt som i trenden.



- og jeg skal jo have lavet to af hver, men det var nu sjovere at gå direkte til det sorte islæt. Så må dubletterne kommer i den sidste ende. Når man væver for sjov, så skal det også være sjovt.