lørdag den 29. april 2017

Dobbeltdækkere i kastkæp

Der er gået sport i dobbeltdækkerne: hvor meget forskelligt kan man finde på med kraftigt garn og 4 skafter og tramper?

Næste projekt er farveeffekten kastkæp, hvor garnet er en sort hør 16/2 og en ubleget towgarn 8 - og hvor jeg for at få striberne så brede som mulige har lavet opsætningen i panama, så der hele tiden er to tråde, der følges ad.

Jeg havde forventet ud over farveeffekten også at få en forskel i garnkvaliteten med den blanke 16/2 og den lidt strittende/lådne towgarn, men den er ikke speciel tydelig, synes jeg. Skidt - farveeffekten er jo markant.


torsdag den 13. april 2017

Viskestykker i farveeffekt

Opsætningen i vævestuen i Auning skrider fremad i adstadigt tempo. Efter det første med blåt islæt har jeg arbejdet mig gennem

- grønt


- lilla


- bordeaux


- gråt


- og så skulle jeg jo også have et 'rigtigt' sort - med sort islæt


- og et brunt


Jeg forsøgte mig også med en mørk rød, men det blev ikke godt, synes jeg; så da der stadig er trend tilbage - men ikke rigtig flere islætsfarver, der er mørke nok - gik jeg tilbage til favoritterne: grønt og (bagefter) blåt.

Og så tror jeg, jeg vil gentage forsøget fra drejlsviskestykkerne (du kan se dem her) og bruge alle restspolerne i det sidste viskestykke.

Jeg glæder mig til at få dem vasket, så vævningen trækker sig sammen og får lidt struktur; som de sidder der på væven tager de sig ikke specielt godt ud.......

torsdag den 6. april 2017

Dækkeservietter i damask

Det er blevet sjovere at væve damask efter jeg er gået over til mere grafiske mønstre.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, hvor inspirationen til trekanterne kommer fra: Nina Floderus's flotte tæpper med snorlige rækker af trekanter - og hov: så er der lige én, der vender forkert! Det har været sjovt at tegne trekanter og vende dem - 90, 180 og 270 grader - og passe dem ind i nye sammenhænge.

Dækkeservietterne får tre forskellige pastelfarver. I den første blå, grøn og lilla. I den næste er den lilla skiftet ud med en lys rosa, og den grønne er blevet lidt mere grågrøn. Jeg håber, lysten til trekanterne varer ved, så jeg også får afprøvet en lys gul i den sammenhæng.