Karkludene i kippervariant blev gode, så da opbindingen nu var på plads i væven, er jeg fortsat med viskestykker i samme binding. Trenden er halvbleget hør 16/1 suppleret med striber i to grågrønne nuancer, og de første viskestykker fik den halvblegede hør i islættet. Sjovt at selv om det er samme garn i trend og islæt, så ses mønsteret meget tydeligt i de hvide partier.
Njarh... så kunne jeg bedre lide de hvide viskestykker - men måske en ganske lys grøn ville være fin? Ja! Det er den.
Tilbage til det hvide islæt - denne gang suppleret med grønne striber til start og slut; og til sidst var de lige trend til et par ternede.
Det er et rigtigt fint mønster, som giver to forskellige udtryk på for- og bagside; men det flotterer over 5 tråde, og det er lige rigeligt, synes jeg. Jeg tænkte ikke over det, da jeg vævede karkludene, og der var heller ingen problemer med flotteringerne efter vask - men jeg er lidt spændt på at se, om det fine mønster bibeholdes efter en gang vask, eller om de lange tråde kommer til at leve deres eget liv.