tirsdag den 27. maj 2014

Organic

Jeg har tilbragt en lang weekend i godt selskab: vi var en håndfuld fra Væverne i Auning, som tog på en koncentreret inspirations- og indkøbstur til Holland i weekenden.

Udgangspunktet var et besøg på International Damask Weavers' udstilling Organic i Eindhoven, hvor vi var to, som havde værker med på udstillingen.

Mine tørklæder, som jeg jamrede så meget over (bl.a. her... ), endte faktisk med at blive rigtig gode:
 
og Helles vægstykke er super-flot! Fantastiske farver - spændende mønstring. 
 
 
Der er flere fotos fra udstillingen her...


lørdag den 17. maj 2014

Drejlsviskestykker 2

Det bliver desværre ikke til så meget vævning på hjemmefronten for tiden, men jeg havde en dejlig, effektiv væveaften i Auning i onsdags.

Det er fortsat drejsviskestykkerne med cirkel-mønster, der er på væven. Mønsteret er jo søllet ind, så der er ikke de store muligheder for variation bortset fra islætsfarven. Det må jeg så stilles ved :-)

Første viskestykke fik mørkegrønt islæt, og derefter vævede jeg et blåt


- et mørkerødt



og så havde jeg egentlig tænkt mig at væve et par hvide i forventning om, at det ville blive smukt og enkelt..... Men den ublegede hør, jeg har i trenden, er meget lys, så jeg synes ikke, det hvide islæt kom til sin ret. Mønsteret var ikke nemt at se, og det hele så bare lidt rodet ud, så det blev kun til en lille prøveklud.


Næste forsøg er med sort islæt, og det er jo fint og stramt. 
 

søndag den 4. maj 2014

I regnbuens land

- smukt og poetisk. Det er desværre ikke mig, der har fundet på det - og det er heller ikke mig, der har vævet alle de fine ting, man kan se på denne udstilling.

Jeg har nemlig været på Sydvestjysk Vævekreds' udstilling i dag og er kommet hjem med kamera og hoved fyldt med inspiration - nu skal der væves!

Du kan se billeder fra udstillingen her...


torsdag den 1. maj 2014

Drejlsviskestykker

Til væveaften i går i Auning kom jeg heldigvis i gang med at væve. Både væven i Auning og de to herhjemme har skullet have nye opsætninger, så der er gået tid med at skære trend, bomme, sølle osv. - men i går fik jeg endelig lov at væve igen.

Opsætningen er en gammeldags drejl med et lidt flimrende mønster, som giver en illusion af cirkler, selv om det jo er bygget op af kvadrater.

Trenden er ubleget hør, og islættet i det første viskestykke er flaskegrønt hør.