torsdag den 31. marts 2022

Dataspejlet

Det er sørme længe siden, jeg har vævet noget, jeg ikke selv har lavet opskrift til: tænkt over materialer, binding, farver osv. Jeg holder af selve arbejdet ved væven – men mindst lige så meget af tankerne omkring en ny opsætning, så at væve efter en færdig opskrift trækker ikke rigtig i mig.

Ikke desto mindre sidder jeg nu og væver 6½ meter lærred, som jeg overhovedet ingen indflydelse har haft på.

Trapholt har i en årrække faciliteret en håndfuld borgerinddragende projekter inden for bl.a. håndarbejde: strik, hækling, broderi og patchwork, hvor interesserede laver et bidrag til et fælles værk (du kan læse mere om det her...). Og næste projekt skal bl.a. indeholde 12 vævede baner (den inderste ring i billedet herunder), som Astrid Skibsted (www.astridskibsted.dk) har designet, og som man kunne byde ind på, hvis man ville deltage.

Jeg har fulgt Astrids arbejde med designet på Instagram - mange fine akvareller og smukke pastelfarver med tilhørende vikleprøver - og blev fascineret af farvesammensætningerne og hvordan, farverne påvirker hinanden. Det var da alletiders mulighed for at lære nyt, blive klogere på farver og formentlig også prøve at anvende andet materiale end hør 16/1, som er favoritten på de hjemlige væve.

Så jeg mødte op på Trapholt og returnerede med en færdig trend med tilhørende islæt og opskrift. 288 dobbelte tråde i hør 56/4 tex samt kanttråde i noget fiskesnørelignende materiale. Det tog ikke lang tid at få den på væven og binde op til lærred, og med 4½ islæt/cm går vævningen også tjept.

Trenden er overordnet fire striber, men med finurlige afvigelser i farverne inden for hver stribe.

Islættet er trendmaterialet spolet sammen med et båndgarn i bomuld, og jeg er blevet tildelt fire farvekombinationer til vævningen: sart rosa og lys gul, to turkise nuancer, beige og lys olivengrøn samt turkis og oliven-gulgrøn. Det er helt sikkert ikke blandinger, jeg selv kunne have fundet på - jo måske de to turkise - og jeg kiggede noget tvivlende på de klargjorte spoler, inden jeg satte i gang.

Men blandingerne mellem trend- og islætsfarver giver god mening, synes jeg, og jeg er rigtig glad både for resultatet og for at være blevet lidt klogere på farveblandinger.

 

 

 

Det er egentlig min plan, at jeg skal i haven i weekenden, men måske er jeg heldig, at det sner :-) - og så bliver jeg inde ved væven og væver banen færdig. Nu bliver det spændende at se det færdige værk, når alle 12 baner er samlet.

onsdag den 23. marts 2022

Sjaler i farveeffekt

Jeg afprøvede sidste år et fint mønster i farveeffekt på en række karklude (her...). Tanken var, at det måske kunne bruges i en håndfuld tørklæder eller sjaler - og det er jeg så kommet til nu.

Trenden er mit mega-über-lækre yak-silke garn, som jeg har kigget på og aet og tænkt tanker med i et par år, og det har været dejligt, men det er jo meningen, at det skal bruges, så nu har jeg taget mig sammen og lavet trend til fire sjaler. 

Islæt til det første sjal er et flaskegrønt angora/merino uldgarn, men jeg sansede ikke at få det fotograferet, før jeg var i gang med sjal nr, 2. Det har islæt af koboltblåt angoragarn - en blød og vamset kvalitet. En voldsom farve, men jeg elsker blå.


Sjal nr. 3 og 4 fik dobbeltspolet merinould 30/2 i islæt - det første sølvgråt, det andet rødviolet/bordeauxrødt. Jeg har apropos merino 30/2 ført intensiv korrespondance med et italiensk firma, som kunne levere det lækreste, blødeste merino-uld - men ikke mindre end 10 kg ad gangen.  Dyb indånding: nå.... men så vil jeg gerne have 10 kg. Her er de første to farver anvendt :-)