søndag den 16. juni 2013

Viskestykker i gåseøje II

Jeg opnår nok aldrig at væve 12 ens viskestykker, men jeg har da efterhånden oparbejdet så meget selvdisciplin, at jeg væver to ens ad gangen.

Efter to med blåt islæt og to med ubleget, vævede jeg to med gyldent islæt


- og så havde jeg planlagt at væve et par ternede, men faldt forinden over en rest lyseblåt hørgarn, som jeg fik lyst til at prøve


og til sidst kunne der lige vrides et enkelt ternet viskestykke ud af trenden


.... og så skal der monteres, vaskes og rulles - jeg skal have dem med på 1700-tals marked på Gammel Estrup i næste weekend.

tirsdag den 11. juni 2013

Viskestykker i gåseøje

Klassiske viskestykker med et lille gåseøje.
Trenden er marineblåt og gyldent hør, og de første fik islæt af samme blå hør som i trenden. Det giver nogle markante blå striber og et fint lille mønster i de gyldne striber.
 


 
 
De næste viskestykker får islæt af ubleget hør, som giver et tydeligere mønster i begge trendens farvestriber. Derefter skal jeg væve et par stykker med gyldent islæt som i trenden - og måske nogle ternede?
 

onsdag den 5. juni 2013

Workshop med Andreas Möller

Så kom sommeren til landet - og jeg har tilbragt 5 dage med bagende sol indendørs med vævning.

Vi var 12 heldige vævere, der havde fået plads på Andreas Möller's workshop i København, og vi har suget til os i 5 fulde dage: om at lave trend med Lift Plan - og bomme med Best Friend - og bygge en væv om til Flying-8 - og for mit vedkommende ikke mindst vævet prøver på Andreas's mange spændende tørklæder.

Jeg elsker væveprøver - mangler blot tiden til at afprøve noget af alt det spændende, jeg har lært. Se blot: her er emner til de næste mange opsætninger: