tirsdag den 28. maj 2013

Molsvævernes udstilling

Når man nu ikke selv får noget vævning fra hånden for tiden, så er det dejligt, der er andre der kan.  Molsvæverne inviterede på udstilling i søndags. Der var inspiration til mange projekter - og et kagebord, der ikke er set bedre :-)

Jeg var (blandt meget andet) vild med den overflod af reps-grydelapper, der blev præsenteret. Er de ikke flotte?

Flere billeder fra udstillingen kan ses på dette link

 


Derhjemme har jeg langt om længe fået vævet satinbåndet færdigt og bommet til viskestykker - men den opsætning må vente et par dage: om en time tager jeg til København for at suge til mig i fem lange dage. Væverlauget holder workshop med Andreas Möller - det bliver stort, og jeg glæder mig som et barn til juleaften.

søndag den 12. maj 2013

Middelalder-håndklæder

Der er sat op til en ny omgang middelalder-håndklæder på den lille væv (se evt. sidste års håndklæder her).

Sidste års beskedne produktion blev hurtigt afsat, bortset fra de to jeg gemte til mig selv, så jeg synes, der var basis for en ny opsætning, som forhåbentlig når at blive klar, når vi tager på sommerferie i middelalderen i juli.



På den anden væv kæmper jeg fortsat med silkeskærfet i 8-skaftet satin. Det er ikke så forfærdelig interessant at væve et ensfarvet bånd, hvor der blot trampes lige over hele tiden - og som nævnt med 42 islæt for hver centimeter. Men det skal have en ende nu, for jeg har jo haft alt for god tid til at tænke over, hvad der skal på væven bagefter - og det skal være klassiske viskestykker; blåstribede i gåseøje såmænd :-)

torsdag den 2. maj 2013

Dækkeservietter i drejl

I går kom jeg igen i gang med min dækkeserviet-opsætning i Auning. Den blå hørtrend var i første omgang tænkt til en lang række dækkeservietter i taqueté, men da det (for næsten et år siden) var lykkedes mig at frembringe 1 (én) dækkeserviet, var jeg kureret for taqueté - læs evt. nærmere i dette indlæg.

Vores sommerkursus stod for døren, og der skulle viskestykker med farveeffekt på min væv, så jeg satte skel i trenden og rullede den op på bagbommen - jeg er nemlig heldig at have to bagbomme, så den kunne blot ligge der og vente på bedre tider.

For et par uger siden blev den så rullet frem igen, søllet (men denne gang til drejl) og gjort klar, og efter mange prøvevævninger med forskellige islætsfarver landede jeg i går på en flaskegrøn.

Jeg væver dækkeservietten på den korte led, så en hel dækkeserviet har 4*3 ruder med tern.