Jeg kender ingen vævere, der ikke af og til kommer til at købe noget garn, som man falder for i øjeblikket - men som efterfølgende kommer til at ligge længe på hylden - for: hvad skal man bruge det til?
Under en gennemgang af mine silkegarner fandt jeg sådan en pose: 4 bundter fed, løst spundet multifarvet silke, som jeg på et tidspunkt ikke kunne leve uden, men som jeg ikke har kunnet finde anvendelse for siden. Et meget tykt garn, som burde bruges til tørklæder, men som nemt ville opnå gulvtæppe-kvalitet, hvis det ikke blev "fortyndet" med et andet garn - og det blev det så: imellem hver tyk silketråd har jeg 4 tråde silke 60/2, og islættet er også silke 60/2. Kombinationen ser fornuftig ud i væven, men jeg håber på, at lærredsvævningen vil fordele sig lidt pænere efter vask.
Det er ikke uproblematisk at have i trenden: der er store totter af den fede silke, som nemt filtrer ind i de tynde tråde - men når det kommer til vævning, er jeg en tålmodig sjæl, og garnet er stærkt, så jeg har endnu ikke haft nogle bristede trendtråde.
Første tørklæde fik islæt i pink, som er hovedfarven i den fede silke - det blev vældig, vældig pink.... Næste tørklæde er mere afdæmpet med olivengrønt islæt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar