søndag den 7. juni 2015

Gulvløbere i forstærket kipper

Der bankes fortsat godt sammen på væven - gulvtæpperne i gåseøje er blevet afløst af en opsætning med gulvløbere i islætsforstærket korskipper.

For nogle måneder siden var jeg heldig at kunne købe en dejlig sæk med rester af bl.a. mattuld - små portioner af en mængde forskellige farver. Den var skøn at kigge på, men jeg kunne faktisk ikke rigtig forestille mig, hvordan jeg skulle få brugt alle de små portioner fornuftigt; så jeg tog posen med til Auning en aften, hvor Winnie var på besøg. Hun delte de mange forskellige nuancer op i 5 grupper: mørke, lyse, grønne, gule og stærke farver og foreslog, at jeg betragtede en gruppe som én farve, selvom den bestod af 4-5 forskellige farver.

For at få længde, mønster og farvekombinationer fordelt fornuftigt med den portion garn, jeg har, startede jeg med at spole - se en dejlig skål:


Løberen er stribet med lys (4 forskellige grå nuancer) og grøn (gulgrøn, meleret grøn, olivengrøn og bleg grågrøn).


Og efter 60 cm skiftes, så den lyse farve skifter parti, og den grønne erstattes af mørke farver (sort, mørkeblå og to lilla nuancer). For at markere skiftet væves en smal stribe med pang-blå.

Meget sjov at væve - og hvor jeg glæder mig til at se den i fuld længde. Det er altså ikke nemt at danne sig et indtryk af forløbet, når man hele tiden kun kan se 20-30 cm.

2 kommentarer:

  1. Hvor ser det godt ud! Men, islætforstærket, hvad betyder lige det? Er det dobbeltvæv, og, er det med til at gøre løberen stabil og ikke slasket, som min er blevet....

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lotte.
      Tak - jeg er spændt på at se det færdige resultat.
      Opsætningen er en form for dobbeltvævning med én trend og to islæt, som begge binder om den samme trend, så der er ét lag stof i dobbelt tykkelse. Bindingen er korskipper, og det gør også vævningen fast og stabil - og så er det vigtigt med en hårdt opspændt trend, så islættet kan slås godt sammen.

      Slet