En gammel kending er kommet på den lille væv: viskestykker i en kombination af lærred og panama. Det er en dejlig opsætning, som giver mange muligheder for variation; jeg har tidligere vævet dem med blå, røde og grønne farver i trenden; denne gang er det sort/hvidt, så jeg kan putte hvad som helt i til islæt.
Jeg fik startet på vævningen i juleferien, så de første viskestykker fik rødt islæt med forskellige striber og tern.
Ja, nu var det jo jul, så rødt er vel OK - men de er nu godt nok meget røde.... Så er grangrøn nok fint at fortsætte med - også lidt julet jo. Og ikke nok med at jeg vævede tre røde viskestykker (ganske vist med forskelligt mønster, men dog samme farve); jeg vævede saftsuseme også tre grønne med de samme tre mønstre. Det er jo næsten par!
De grønne blev rigtig gode, synes jeg.
Og nu er der kommet et par blå; det første med samme striber som de røde og grønne også fik, men så holdt det heller ikke længere med at væve ens. En ny form for tern i det sidste blå. Og ja: der bliver ikke tre blå; nu skal der andre farver i gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar