Mine væve er blevet lidt støvede i løbet af sommeren; men det er da vist på tide at vise lidt af det, jeg trods alt fik vævet siden sidst.
På væven i stuen har jeg haft stor fornøjelse af en ny opsætning med farveglade drejlsviskestykker. Her følger nogle få af de mange varianter, der så dagens lys - dejlig opsætning, hvor der er stor mulighed for at lege med farver og mønstre. Herunder et lille udpluk af de mange viskestykker, der kom ud af den opsætning - vilde farver i både trend og islæt.
Men jeg faldt alligevel i et hul og satte en ubleget hørtrend op til drejlsvævning. Og vævningen forløb fint! Og så kom stoffet da ellers i monteringsbunken, hvor det lå og ventede - og ventede. Jeg kiggede på det, men der var andet, der var sjovere; selv det at luge i staudebedet blev foretrukket fremfor pudemontering. En dag tog jeg mig dog sammen og fik det gjort - og de blev faktisk rigtig gode :-)
Den lille væv har været gennem den næsten obligatoriske opsætning med middelalderhåndklæder; en hyggelig tradition, hvor det at finde nye billedkilder er en del af fornøjelsen. I år blev det til 4 nye håndklæder.
Og lige nu anstrenger vi - den lille væv og jeg - os for at blive færdige med en opsætning med dobbelte dækkeservietter / dinner for two / bordløbere i kastkæp. Jeg havde glemt, hvor langsomt det går, når man konstant skal skifte skytter. Resultatet bliver godt; men det tager tid.... Efter en række med ubleget og sort hør 12 som i trenden valgte jeg at skifte den sorte ud med flaskegrøn i islættet - så blev der da lidt afveksling :-) og jeg synes godt om, at det overordnede udtryk stadig er sort/natur, men at den sorte knækkes over i en mørkegrøn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar