fredag den 16. august 2013

Tørklæder i viftekam

Så er viftekammen blev støvet af....


 
Det er tæt ved to år siden vi sidst havde den i anvendelse hos Væverne i Auning, hvor vi vævede tørklæder på en fælles opsætning i kamgarn og silke. Det forløb egentlig OK, men kærlighed ved første blik var der ikke rigtig tale om.

Men: nu synes jeg, der skal gøres et nyt forsøg. Jeg har sat en trend i merceriseret bomuld med silkestriber på min egen væv i vævestuen. Det er en dejlig Glimåkra Standard 120 med en jernplade i bunden af slagbordet, så der kan bankes til, hvor det er nødvendigt. Det kræver gode armkræfter at bugsere rundt med, og tanken om at skulle flytte det op og ned for at få mønster med viftekammen var dødfødt.

Jeg havde set på Birgittas blog (her), at hun væver med viftekammen ophængt i elastikker og ændrer mønster ved at presse kammen ned, så elastikkerne strækkes. Det var jeg på den anden side også sikker på, jeg ikke kunne administrere - men opbindingsgarn med sprinter! mon ikke det kunne anvendes til ophæng og regulering?

Jo, det fungerer faktisk fint - det er naturligvis også en vanesag, og man skal være omhyggelig med at få islættet slået lige til; kammen hænger jo uden støtte fra slagbord m.m. Men meldingen efter de første 30 cm er: godkendt! På billedet kan man ikke se sprinterne, som regulerer kammens regulering op og ned; jeg lægger et mere detaljeret foto ud senere.



søndag den 11. august 2013

Tørklæde 2, 3 og 4

Opsætningen med første forsøg på et af Andreas Möllers tørklæder forløber fint.

Efter hvidt islæt forsøgte jeg mig med en flaskegrøn kamgarn, som nok var lige til den mørke side - mønsteret blev i hvert fald ikke så tydeligt på væven.


Derfor kom der mere kraftige, lyse farver på de følgende tørklæder. Først en hidsig pink lammeuld, som blev dæmpet fint ned af den mørke trend.


Og til slut væver jeg med en turkis kamgarn i islættet. Jeg kan se bagbommen nu, så det er snart tid for nedklipning. - glæder mig til at få dem vasket og se, hvordan mønsteret så træder frem.

søndag den 4. august 2013

Taskestof i trendreps

Sidste dag i sommerferien - og en dejlig intensiv vævedag.

De Tekstile Højskoledage's temaudstilling er "beholdere", og jeg vil gerne byde ind med nogle tasker - til det brug har jeg vævet trendreps i tæt og åben opsætning i dag. Trendreps får jo hurtigt ende, når det først er på væven, så der blev faktisk vævet stof til fem tasker i dag.

Først en med islæt i stränggarn i ubleget hør:


så en med hjemmelavet stränggarn i forskellige gule hørgarner:

 
Nr. 3 fik islæt af kraftigt papirgarn


- og en hvid udgave af banan-silken fandt anvendelse. Den blev lidt zebra-agtig, men egentlig fin, synes jeg.


Og til sidst en meget uregelmæssig, håndspundet hamp

 
Selv om mønstringen er ens på alle, har de et meget forskelligt udtryk. Det er sørme ikke langt fra, at jeg glæder mig til monteringen (men det går nok over...)

onsdag den 31. juli 2013

Tæppekursus

Det har været en inspirerende og lærerig sommer i år: ud over forårets workshop med Andreas Möller var jeg "kommet til" at tilmelde mig et kursus i tæppevævning v/Lotte Dalgaard i slutningen af juli måned.

Lotte introducerede os - blandt meget andet - til fladvævede tæpper med indpluk; og selv om jeg hader at væve med dunter, synes jeg, at det skulle prøves - det er li'som de "rigtigste" tæpper?  Det fik jeg nu hurtigt nok af - se blot her: 7 dunter linet op, og der kom endda 2 mere til hen ad vejen. Jeg burde nok have begrænset mønsteret (skønt det nu ikke var specielt detaljeret...)


- men der kom da en grim lille prøve ud af det, og derefter var det slut med lynild og dunter for mit vedkommende.


 
Derefter kastede jeg mig over Collingwoods farveeffekter. Det var langt sjovere end at plukke mønster op, men tramperytmerne krævede en god portion koncentration fra min side.
 

 
Og denne er også en af Collingwoods finurligheder, og den faldt jeg pladask for - den skal ubetinget prøves i en rigtig opsætning en gang.
 

En prøve med brudt kipperlinie:



og et forsøg på efterligning af en af Lottes prøver med plastikslange og sisal


Taqueté er ikke min favorit - og da slet ikke vævet med plukkepind; men på sidstedagen var der ikke andre væve ledige, så jeg måtte krybe til korset, og tænk: det endte faktisk med at blive helt godt. Materialerne er sisal, mattuld og hestehår.


lørdag den 20. juli 2013

Andreas Möller - tørklæde I

Det er desværre ikke blevet til meget vævning denne sommerferie; men jeg har dog fået en opsætning i gang på den lille væv: første tørklæde med udgangspunkt i den inspirerende workshop med Andreas Möller.


En sjov kombination af lærred og panama, som netop gør det, vi altid anstrenger os for at undgå: islættet binder ikke omkring kanttrådene i alle partier. Men når man ikke ligger under for "vi plejer" (og det gør Andreas Möller ikke!) - så kan man udnytte det til et fint mønster.

Derudover: en hilsen fra middelalderen. Her hænger mine håndklæder - jeg fik heldigvis ikke dem alle med hjem :-)




torsdag den 4. juli 2013

Dækkeservietter i drejl

Væveaften i Auning:  Den blå hørtrend til dækkeservietter er ved at brugt op.

Efter store problemer med at finde gode islætsfarver er jeg nu endt på sort - og den er flot, synes jeg. Hvor er det typisk, at man når den rigtige kombination, når trenden ikke er længere.

tirsdag den 2. juli 2013

To tomme væve

De blå-stribede viskestykker i gåseøje er både monteret - og solgt. Jeg sansede ikke at få dem fotograferet, før de første stykker var væk, men her hænger de med Gammel Estrups slidte murværk som baggrund.

 
I sidste uge fik jeg trenden med middelalderhåndklæder vævet færdig - her følger de sidste 3:
 



Jeg er næsten færdig med frynserne (!) på håndklæderne, så nu er det snart tid til at køre en tur med trendbordet: jeg har sommerferie og to tomme væve - og masser af ting, jeg gerne vil væve; så det er blot at beslutte sig.
 

søndag den 16. juni 2013

Viskestykker i gåseøje II

Jeg opnår nok aldrig at væve 12 ens viskestykker, men jeg har da efterhånden oparbejdet så meget selvdisciplin, at jeg væver to ens ad gangen.

Efter to med blåt islæt og to med ubleget, vævede jeg to med gyldent islæt


- og så havde jeg planlagt at væve et par ternede, men faldt forinden over en rest lyseblåt hørgarn, som jeg fik lyst til at prøve


og til sidst kunne der lige vrides et enkelt ternet viskestykke ud af trenden


.... og så skal der monteres, vaskes og rulles - jeg skal have dem med på 1700-tals marked på Gammel Estrup i næste weekend.

tirsdag den 11. juni 2013

Viskestykker i gåseøje

Klassiske viskestykker med et lille gåseøje.
Trenden er marineblåt og gyldent hør, og de første fik islæt af samme blå hør som i trenden. Det giver nogle markante blå striber og et fint lille mønster i de gyldne striber.
 


 
 
De næste viskestykker får islæt af ubleget hør, som giver et tydeligere mønster i begge trendens farvestriber. Derefter skal jeg væve et par stykker med gyldent islæt som i trenden - og måske nogle ternede?
 

onsdag den 5. juni 2013

Workshop med Andreas Möller

Så kom sommeren til landet - og jeg har tilbragt 5 dage med bagende sol indendørs med vævning.

Vi var 12 heldige vævere, der havde fået plads på Andreas Möller's workshop i København, og vi har suget til os i 5 fulde dage: om at lave trend med Lift Plan - og bomme med Best Friend - og bygge en væv om til Flying-8 - og for mit vedkommende ikke mindst vævet prøver på Andreas's mange spændende tørklæder.

Jeg elsker væveprøver - mangler blot tiden til at afprøve noget af alt det spændende, jeg har lært. Se blot: her er emner til de næste mange opsætninger: