fredag den 14. februar 2014

Drejls-viskestykker

Jeg er kommet i gang med drejlsviskestykkerne i Vævestuen i Auning.
 
Når jeg selv laver opskrift til en opsætning med drejlsviskestykker, er de næsten altid ensfarvede, som regel i ubleget - evt. halvbleget - hør.  Meget traditionelle og måske en lille smule kedelige.
 
Men denne opsætning havde jeg bestemt skulle være anderledes, så jeg havde slæbt alle mine farvede hørgarner med til Auning en aften Winnie kom på besøg og bad hende komme med forslag til en opsætning.
 
Det blev med garanti en farvesammensætning jeg aldrig selv ville være kommet på. Trenden er sammensat af brede rosa striber med smalle marineblå striber og brede grønne striber med en smal rustfarvet stribe.
 
Jeg synes stribefordelingen er flot - men jeg har ikke helt vænnet mig til farverne endnu. Nå, ublegede hørviskestykker kan jeg jo altid væve, så dette er en udfordring.
 

Jeg bad også Winnie komme med forslag til islætsfarver. Her er hendes forslag til 4 forskellige

 
1. - som jeg er i gang med - ubleget og gult suppleret med himmelblå, flaskegrøn og orange

 
2. Tre røde farver afbrudt af smalle gule og turkise striber

 
3. To brune farver med klar gul og mintgrøn til kontrast


4. Rosa og brun med gul og aubergine til kontrast.
 

 


søndag den 9. februar 2014

Håndklæder i kipper med panama-kant

Damask-tørklæderne til udstillingen i Holland er langt om længe blevet færdige - og jeg har nu givet mig selv lov til igen at væve på håndklædeopsætningen på den lille væv.
 
Det grønne islætsgarn slap op, så de sidste håndklæder fik en ubleget kraftig, ujævn lintow i islæt; jeg tror, det bliver en god kvalitet.

 

Så fik trenden ende, og monteringen venter. Forinden skal der væves bånd til stropper, og de skal naturligvis passe til håndklæderne, så jeg valgte at sætte et bånd op svarende til panama-kanterne på håndklæderne. Er det for meget med flydende kanttråde på et bånd? - nej, vel :-)



mandag den 27. januar 2014

Damask-tørklæde II

Jeg er kommet i gang med tørklæde nr. 2 i damask-opsætningen - det er stadig de organiske former, der arbejdes med.

Efter det grønne tørklæde med plante-motivet er jeg begyndt på en silhouette, som kan være fugl eller fisk alt efter forgodtbefindende, og baggrunden er blå - så: "Himmel og hav - fugl eller fisk?"

Jeg er glad for at være landet på store, symmetriske former, og jeg er egentlig godt tilfreds med begge tørklæder..... men glæder mig meget til at skulle væve "rigtig" vævning igen: drejl, kipper og lærred. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og damask - det kommer så hurtigt til at kede mig. Men næste projekt er faktisk en damaskdug, som jeg har lovet vores datter Sofie, og som skal væves, mens jeg har hele damask-grejet oppe. Det er sørme godt, at jeg har mere end én væv, så jeg kan hygge mig med noget andet ind imellem.

mandag den 13. januar 2014

Damask-tørklæde I

 
Så kom der skub i damask-opsætningen til tørklæder. Trenden er en sort, lidt ujævn silke 60/2, som viste sig at være for tæt sat op. Dog, jeg fandt i mine gemmer en tynd, flaskegrøn silke 200/2, som kunne skabe balance som islæt. Den sørger for, at stingene bliver kvadratiske - men den hjælper ikke på, at trenden er for tæt - den klistrer, og jeg skal ofte hjælpe trådene på plads for at få et skel at væve i. Underligt, at man gider den slags, ikke?

 
Jeg endte med et mønster, som tilfredsstiller mit behov for rene linjer og forhåbentlig også ønsket om, at det skal være organisk. Min tanke er, at mønstret på skift skulle kunne ses som blade og en kimplante - mon der er andre end mig, der kan se det?
 
Når dette tørklæde er færdigt, kammer jeg om til en mere åben opsætning og håber, vævningen kommer til at gå lidt nemmere.
 
 

onsdag den 1. januar 2014

A Day in the Life of Looms

I Nelson på New Zealand bor en spændende væver: Meg Nakagawa, som på sin blog unravelling har opfordret til, at man på nytårsdag fortæller, hvordan ens væve har det. Og jeg fortæller gerne om mine væve. De har generelt fået alt for lidt opmærksomhed i julen - det ændrer sig forhåbentlig, men et par af dem har dog fået nyt tøj i forbindelse med jul og nytår.

For those of you who are not Danish-speaking I hope Google translate will help you through the post.

Husets hersker - den store damaskvæv på 150 cm - er i den grad "properly dressed for the occassion" i sort silke. En ny trend, som netop er kørt på, er søllet, rittet og bundet frem og op, så der er klar til vævning. Den kommer I til at høre mere om, når jeg får prøvevævet lidt på den.

 
 
Mere ydmygt klædt er den lille 100 cm Glimåkra, som har fornøjet mig i juleferien med håndklæder i 2/2 kipper i en kraftig hør. En dejlig opsætning, som det har været skønt at kunne gå til og fra - også for kortere tid.
 
 
 
I juleferien har min 120 Glimåkra i Vævestuen i Auning også fået nyt tøj: en trend af hør 16/1 til drejls-viskestykker i marineblå, rosa, grøn og rust. Et alternativt farvevalg, som jeg er spændt på at komme i gang med - foreløbig er jeg halvvejs med sølningen.
 
 
Og det var de tre væve, som p.t. er opsat - de øvrige hygger sig i mørket på loftet og venter på bedre tider.
 
Har I lyst til at se øvrige væveres væve på nytårsdag - eller evt. selv at fortælle om jeres opsætninger - så klik ind på Meg's blog: http://www.megweaves.co.nz/2014/01/a-day-in-life-of-looms.html
 
Godt nytår.


tirsdag den 24. december 2013

Glædelig jul

Ænderne er i ovnen og julebordet klart til at blive dækket. Glædelig jul!
 

søndag den 22. december 2013

Håndklæder

Så kom endelig juleferien, og der blev tid til væven. Ja, det vil sige: der er nok meget andet, jeg burde gøre, men jeg trænger så voldsomt til at væve, så det startede jeg dagen med.

Efter "pillerier" med viftekam, damaskvævning og julepynt med halmislæt er det aldeles vidunderligt at få en regulær vævning i gang. Jeg elsker, når der er flow i vævningen og bortset fra en hjælpende finger til islættet i de tætte repskanter, så stryger det afsted: kast, slå til, træd om, kast, slå til, træd om.

Dagen er tiltaget - omend stadig mindre end 1 minut - og solen skinner og afslører spindelvæv og nullermænd, så måske jeg burde udnytte dagslyset til lidt rengøring og lade væven vente til i aften.

lørdag den 7. december 2013

Julepynt

Den sidste måneds tid har været en ren ørkenvandring hvad angår vævning: jeg har stort set ikke siddet ved en væv i en måned. Der skal ikke klynkes - tiden er brugt til forberedelser til udstilling, kursus, julemarkeder etc., så det har alt sammen haft med vævning at gøre - blot ikke den "rigtige" form for vævning.

I dag blev der langt om længe tid til en hurtig opsætning med julepynt på den lille væv: et smalt bånd i grønt hør med kobbertråde og hvert andet islæt med halm, som klippes til til juletræer.

- og bemærk venligst min nye skytte i hjortetak! Er den ikke fin?

søndag den 17. november 2013

Elephant Walk

Damask Weavers' Network arrangerer en udstilling i Holland til foråret, og jeg har - for lang tid siden - meldt mig til at bidrage med et tørklæde. Det ville jeg rigtig gerne; mit problem er bare, at temaet er "Organic", og jeg holder langt mere af geometri i min damask-vævning.

Jeg har i perioder haft hovedet fyldt med "Organic Shapes" siden foråret - tegnet mange, mange "organiske" mønstre uden at finde ét eneste, jeg er tilfreds med. I efterårsferien blev trenden kørt på, og væven gjort klar - stadig uden jeg havde fundet et mønster at væve.

Men det kan jo ikke blive ved med en væv, der blot står og venter, så for et par dage siden gik jeg halvhjertet i gang med et af de mange mønstre: elefanter.

Og her kommer så en samling skævbenede elefanter - det er et meget lækkert garn i både trend og islæt; men elefanterne? Nej helt ærligt.... Der er for meget korsstings-broderi over det her.

- håber snart inspirationen kommer som lyn fra en klar himmel.

torsdag den 7. november 2013

Montering - montering - montering - mon....

Jeg har haft to tomme væve i næsten 14 dage! Det er ikke ofte, det sker - men vi har haft udstilling hos Væverne i Auning i lørdags, og til den dag skal vi naturligvis have alt hvad der er vævet i løbet af året klart.

Jeg har nævnt det før: montering er ikke en af de dele ved vævningen, jeg nyder! Det har betydet, at jeg har sømmet og syet og vasket og rullet og presset og frynset og - og - og - og de seneste 14 dage.

Da jeg tog et overblik over mine bidrag til vore fælles udstilling, kunne jeg konstatere, at jeg havde 12 dækkeservietter, 8 viskestykker og 6 tørklæder, der manglede montering. Suk! Ved en intensiv indsats nåede jeg på omgangshøjde, indtil Winnie kom hjem fra Vävdagene i Glimåkra med tre dækkeservietter og et julekalenderophæng, som jeg havde vævet deroppe sidste år. På den igen....

Og her er herlighederne - jeg er faktisk ret stolt af mig selv - og ikke mindst glad for, at jeg endelig kan få lov at væve igen.