tirsdag den 30. december 2014

Julevævning

I Vævestuen i Auning har vi en god tradition: julevævning. Vi mødes en af hverdagene mellem jul og nytår og kobler af fra alt juleri og nytårsforberedelser med heldagsvævning.

Jeg kom videre med mine dobbeltdækkere og nåede netop at komme i gang med den sidste med gule og grønne striber. Så skal der laves trend - mon ikke det skal være viskestykker?

Se flere fotos fra julevævning her...


mandag den 22. december 2014

Jeg nåede det !

Damaskdugen på den store væv har siddet alt, alt for længe. Jeg er gået lidt død i damask, og jeg synes, det drøjt at skulle væve 1½ meters bredde - mine arme er simpelthen ikke lange nok...

Og selvom jeg har en meget tolerant familie, som affinder sig med at skulle igennem køkken og gang for at komme ind i stuen, når nu spisebord med plader og damskvæven spærrer for den direkte adgang fra spisestue til stue, så vil jeg ikke for 3. år i træk holde jul med den store damaskvæv i spisestuen.

Så jeg havde besluttet, at Sofies dug skulle være færdig til jul, så vi kunne få væven ud af spisestuen - og i dag blev den klippet ned!


søndag den 7. december 2014

Laugets Vævekursers Jubilæumshæfte

Laugets Vævekurser har 10 års jubilæum i år og har i den anledning udgivet et lille hæfte med en række væveopskrifter.

Jeg er glad for, at mine tørklæder i dobbeltvævning fik lov at komme med - og ovenikøbet pryde hæftets forside. Det var faktisk dem, der sad på væven, da jeg i sin tid begyndte at blogge for godt tre år siden - se indlægget her...



Ud over mine tørklæder er der bl.a. opskrifter på sjaler, viskestykker, gulvtæpper, en dejlig tehætte, møbelstof, en taske vævet i videobånd samt en række gode råd og tips til det praktiske arbejde ved væven.

Hæftet koster 80 kr. og kan købes hos Væv & Flet

Desværre er der en fejl i den trykte udgave af min opskrift (på side 19). Her følger rettelsen:

  uldgarn i trend
  uldgarn i islæt

søndag den 23. november 2014

Dobbeltdækkere i lærred

I vævestuen i Auning er jeg i gang med en ny opsætning: dobbelte dækkeservietter i lærred. Det lyder ikke særlig sjovt - men det er det!

For et par år siden var jeg på tæppekursus hos Lotte Dalgaard. Spændende kursus! - men jeg hader virkelig at væve med dunter og indpluk, så jeg faldt pladask for denne enkle teknik, hvor man kan lave frie mønstre ved at trække en kontrastfarve med gennem skellet.

Mønster-garnet står på gulvet, og skytten kører omkring mønster-garnet og trækker den med tilbage i samme skel.

Er det ikke smart?







mandag den 17. november 2014

Drejls-viskestykker

Jeg har tilbragt weekenden med at passe Væverne i Aunings fælles stand på Den Gamle Bys Husflidsmarked. Det er et dejligt sted at være - fine forhold, søde mennesker og plads, så vi kan have en væv med.

Vi er (synes vi da selv) ret rutinerede i at transportere væve - også væve, der er opsatte med trend m.m., så vi havde i vævestuen forberedt 20 meter hørtrend til viskestykker. Bommet, søllet, rittet, bundet frem og op på en lille Stabilia.

Da vi ankom til husflidsmarkedet med en væv i samlesæt, viste det sig, at en smule af trenden var blevet fanget af øsknerne under sølskafterne. Det var ikke godt, og det gav anledning til meget bøvl med at få trenden fri af sølskafterne.

Bedst som vi stod der - 4 vævere, der alle var temmelig "oppe at køre" - stillede et kamerahold, som gerne ville filme seancen og høre, hvorfor vi synes, det er så hyggeligt at være med til Husflidsmarkedet. Det var mildt sagt ikke lige tidspunktet at spørge om det! De var vældig ihærdige, men accepterede til slut at give os lidt arbejdsro og vende tilbage senere.

Langt om længe kom væven op, de knækkede trendtråde fundet og repareret, skellet justeret - og frustrationerne glemt. Så da DR igen kom på besøg, blev de mødt af en glad væver ved en dejlig opsætning, der kørte fint.

Så skal du have et billigt grin, kan muligheden være der 23. december, hvor DR sender "Vores Jul" - måske med klip af 4 svedige vævere og en katastrofal hørtrend - eller måske med klip af arbejdende hænder og fødder ved væven.


Opsætningen er en variant af mine drejlsviskestykker (som du kan se her... og her...), hvor den 5-skaftede satin er ændret til 1/3-kipper. Trenden er hør 28/1 med 18 tråde/cm - det var da vist også lidt overmodigt at beslutte sig til den opsætning, når den skulle transporteres - men det gik jo med hiv og sving.

tirsdag den 4. november 2014

Væverne i Auning

Det har været en lidt hektisk, men dejlig uge i vævestuen i Auning.

Forberedelserne til vores udstilling har fyldt den seneste tid, og lørdag havde vi besøg af mere end 100 gæster til udstillingen. Tak til alle, der kom forbi! Det var skønt med en dag, der var så koncentreret om vævesnak.

Her er et kig på tørklæde-afdelingen - derudover var der som sædvanlig en god portion viskestykker - og meget mere, som du kan se på dette link



I dag tirsdag har vi haft besøg af redaktionen for det hollandske magasin Weben i forbindelse med et temanummer om dansk vævning. Vi gik gennem udstillingen og vævestuen´og fik igen en masse god vævesnak - denne gang på kombineret engelsk/hollandsk/dansk. Endnu en skøn væve-dag.

- og nu skal der vist snart til at gang i noget "rigtig" vævning. En ny opsætning venter i Auning, og den lille væv står tom herhjemme.

søndag den 26. oktober 2014

Vävdagar i Glimåkra

Jeg er netop kommet hjem efter tre dejlige dage i Glimåkra, hvor jeg har fået lov at væve på damask-opsætningen i Vävstolsmuseets café.

Det blev til mange dejlige gensyn med gode væve-venner, vældig meget snak på både svensk, dansk og norsk - og noget vævning.

Jeg havde besluttet mig for denne gang at væve dækkeservietter til et fiskebord, så det gennemgående motiv er et fiskenet med fisk i. Lyder det skørt? Ja, det er det vist også.

- startede med en lille sildestime


så kom der en rødspætte i nettet


og til sidst en ubestemmelig, stribet fisk. Vist mest en klumpfisk?


Nå, der blev ikke dækkeservietter til det helt store fiske-kalas, men lidt har vel også ret.

Du kan se flere fotos fra Vävstolsmuseet på linket her...
- og du kan se mere fra Vävdagarna på Vävmagasinets blog her...

søndag den 19. oktober 2014

Barbie-sjaler

De sidste dage i efterårsferien har givet mulighed for lidt vævning, og her til aften er jeg netop blevet færdig med en opsætning med blot to sjaler.

Det "styrende" garn har været et tykt (2.400 m/kg) uld/soya-garn med farveskift fra svagt rosa over pink, syren og lilla til grå - og de øvrige garner har været alt, hvad jeg har haft på lageret af tynde garner, som kunne gå ind i denne farveskala: uld, bomuld og silke.

Uld/soya-garnet er entrådet og lidt løst spundet - det var ikke verdens nemmeste at arbejde med i trenden. Det er indkøbt i Netto - er formentlig tænkt til strikkegarn - og jeg syntes, det var så sjovt med garn lavet af soya-bønner, at jeg var nødt til at have en hel masse forskellige: som sagt det pink/lilla, men også orange/gul, blå/grøn og marine/turkis. Nu får vi se, hvornår jeg har tålmodigheden til endnu en opsætning.

Første sjal fik islæt af en syren-farvet silke, som også er med som trendgarn.




 
Den tynde silke skred noget i vævningen, og jeg tænke også, at sjalet ville vinde ved at få dæmpet farverne noget ned, så det næste sjal fik islæt af et lækkert garn af silke-yak - en blanding af silke og yakokse-uld, som opfyldte begge formål: mindre lyserødt, mere stabilt i vævningen.
 

 
 
Og nu skal jeg i gang med mønster-tegning. Jeg er blevet inviteret til at væve på Vävstolsmuseet under Vävdagene, og det glæder jeg mig til; men inden skal jeg have arbejdet lidt med de mønstre, jeg vil væve i harnisk-væven.
 
Skal du til Vävdage, så kig forbi og hils på :-)
 

torsdag den 16. oktober 2014

Udstilling

Årets udstilling hos Væverne i Auning er lørdag 1. november kl. 10 - 16.   Se invitationen her... - og kig endelig ind, hvis du har tid og lyst.

Udstillingen er en god pisk at have over nakken for os alle: til den dag skal årets produktion være monteret og klar til at vise frem - og jeg har stort set ikke vævet de seneste 14 dage, men sømmet, frynset, syet, vasket, presset, rullet osv. osv.

Mine olmerdugspuder er blevet færdige


og de 7 viskestykker i gåseøje hænger til tørre på væven (som jo alligevel står stille - suk...).
Fra venstre mod højre: med sort islæt - med ubleget som i trenden - med hvidt og endelig ternet med sort og ubleget. Jeg er mest glad for dét med det sorte islæt, og det blev der kun ét af, så mon ikke det bliver herhjemme?


De tre blå/grønne tørklæder er klar


og det sidste damasktørklæde fra serien i foråret er langt om længe også blevet forsynet med fryser.


Så jeg var da bare så klar til udstilling - indtil jeg i går blev færdig med mine dobbeltdækkere i Auning - som jeg så kunne tage med hjem til montering......

tirsdag den 7. oktober 2014

Kalender 2015

Så er Væverne i Auning's væve-kalender for 2015 klar til levering.  Læs mere om den her...

Mit bidrag er drejlsviskestykkerne, som du kan se mere til her... og her...