Der er en første gang for alting.....

Jeg er ikke specielt tålmodig - bortset fra, når det kommer til vævning. Det må gerne tage tid, være vanskeligt, drille osv.; jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har opgivet en trend og klippet den af før tid. 

Men det har jeg så prøvet nu. Jeg gik fra det ene nørdede projekt til det andet: da jeg var færdig med hovedlinet til vores middelalder-ferier, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at væve benviklere til viking-reenactment - stofstrimler, som vikles om underbenene i stedet for lange bukser eller lange strømper. Og det var rigtig sjovt at finde ud af, hvordan de har været vævet i vikingetiden - længde, bredde, binding, materialer osv., så jeg satte op til 2 par benviklere: 17 meter trend i uld ca. 12/1.

Blot 10 cm brede, men hver benvikler er ca. 4 meter lang. Så da jeg havde vævet 2 meter forskudt kippper og havde udsigt til, at det næste spændende, der skulle ske, var efter yderligere 6 meter, hvor jeg måtte skifte islætsgarn og væve 8 meter med den nye farve - så gik jeg ærlig talt lidt i stå....

Jeg var så træt af projektet, at jeg fik lagt de grønne viskestykker op (og montering er jo ellers ikke noget, der står højt på hitlisten hos mig): 12 ternede med hver sin islætsfarve fra hvid over ubleget, olivengrøn, grå, gul, laks og rosa.

Og så burde jeg virkelig gå ind og gøre de benviklere færdige..... og det gjorde jeg så - med en saks. Livet er for kort til vævning, der ikke er en nydelse.