søndag den 1. maj 2016

De sidste drejlsviskestykker

I onsdags blev jeg færdig med drejlsviskestykkerne i Auning. Efter 10 viskestykker, hvor jeg struktureret havde vævet to ens af hver farveskala sluttede jeg som planlagt af med at væve med alle mine rest-spoler - og de to viskestykker, der kom ud af det, er jeg rigtig glad for.

Først blev der vævet i de røde nuancer, og ternene blev så store, som spolen rakte til. Ny spole - ny farve - nyt parti. Farverne går fra lys gul til brun, grå og sort.

Det næste blev holdt i blå-grønne farver, og her bibeholdt jeg kvadraterne, så farverne skiftede jævnt op gennem viskestykket fra grønt til blåt.

De var sjove at væve og bragte minder om tidligere projekter, når jeg fik fat i en ny spole: 'Hvad var det nu, den farve blev brugt i?'

- og så var der ryddet op i restspolerne; men der var stadig trend til endnu et viskestykke... som fik ubleget islæt. Slut med den farvelade :-)

Det var så 13 viskestykker mere til monteringsbunken. Jeg må virkelig snart tage mig sammen!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar