Så er der vagtskifte i spise-/vævestuen.
135'eren er blevet forvist til loftet, og den største væv er kommet ned.
Det er sommerferie, og det regner, så dagen var oplagt til en sådan operation.
Der skal gulvtæpper på væven, og jeg skal snart svælge i smukke farver og lækkert garn for at vælge mønstring - garnet står klart i poserne under væven.
Jeg plejer at køre trend på sammen med Best Friend (efter aftale med min mand kaldes den her i huset 'min næstbedste ven'); men jeg syntes, det var lige frisk nok til en gulvtæppetrend i kraftig hør, så jeg valgte bomknægten - en bom jeg har siddende permanent på den store væv. Uha, jeg havde helt glemt, hvor meget man går frem og tilbage mellem bagbom og brystbom for at flytte lodder.
Nå, på kom den, og den ligger pænt og stramt - spændende om, det så til gengæld var lige frisk nok med en bredde på 110 cm. Nu bliver det forsøgt; kan jeg ikke banke tæppet nok sammen, kan jeg jo altid mindske bredden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar