Denne sommer har været en sand ørkenvandring hvad angår vævning, men i denne den sidste uge i sommerferien har jeg vævet gulvtæppe. Uha, hvor har det været dejligt!
Jeg fik en tidlig julegave sidste år, da jeg lige før jul købte en dygtig tæppevævers restlager. Mængder af spelsau-uld i alle mulige nuancer, som jeg tilbragte en herlig dag i juleferien med at ordne efter kvalitet og farve. Jeg vil tro, der er tæt ved 100 forskellige nuancer - til gengæld er der jo ikke så meget af hver farve, så øvelsen har også været at lave en mønstring, hvor der kan anvendes f.eks. 20 forskellige røde nuancer.
Første projekt ses her. Islættet er to tråde uldgarn i hver sin nuance - tæppet startede med orangerøde farver og har gradvist arbejdet sig op mod klar rød i slutningen. Det er en vild farveskala, og jeg er meget spændt på at få det af væven for at se, hvordan farveskiftet ser ud i sin helhed.
For hver 30 cm har jeg en smal stribe med sort/hvidt islæt. Da jeg var et godt stykke forbi den første stribe, kunne jeg se, at det nok ville have været bedre at afslutte med samme farve, som jeg startede med, så der ville være 5 hvide og 4 sorte islæt...... men sådan blev det ikke i dette tæppe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar