Det var dog ikke det eneste, der er spændende i den opsætning. Jeg holder meget af tussahsilkens nuprede struktur og de fine farveskift, den giver - den er dog slem til at klistre sammen, og med 4 i rit, så kræver den en del tålmodighed. Men at sætte den sammen med en håndspundet mohair, det var nok overmodigt - for ikke at sige direkte dumt.......
Nå! Der er heldigvis kun sat op til 2 sjaler, så med tålmodighed får det vel ende. Mohairen er vældig glad for at fnulre, og totterne griber ind i alt, hvad den kan nå - og tussahsilken er villig til at tage imod, så det var stort set umuligt at trampe et skel op.
Men så kom belønningen for al min dovenskab: Jeg havde ikke gidet at pille opbindingen af de overflødige to tramper, som var sat op til panama fra viskestykkerne her, men tænkte, at jeg jo blot skulle bruge de to lærredstramper til denne opsætning og trampede så godt, det nu kunne lade sig gøre. I tanker kom jeg på et tidspunkt til at fortsætte fra trampe 1 og 2 til nr. 3 og hold da op, hvor det gjorde en forskel! Så kunne jeg jo pludselig få skilt de genstridige trendtråde ad på den næste lærredstrampe. Så resten af vævningen brugte jeg en panama-trampe til at skille trådene, inden jeg fortsatte med den modsatte lærredstrampe. Ikke at vævningen gik glat - men umådelig meget nemmere end de første 30 cm.
Første sjal har mørkegrøn merinould i islættet og jeg havde tænkt, at det næste skulle have en meget lys grøn kashmiruld/silke, men den var for bleg, synes jeg, så næste forsøg er forårsgrønt uld/silke-garn, og det er fint. (Og nu mangler jeg bare 40 cm i at være færdig :-))