søndag den 14. februar 2021

Trendresten

Jeg havde været meget forudseende og sat rigelig trend op til drejlsdugen; men der var ikke behov for megen prøvevævning eller fejlrettelser, så jeg endte med en pæn trendrest, som jeg valgte at bruge til en dobbeltdækker - en dobbelt dækkeserviet.

Men først skulle de farvede tråde i trenden skiftes til ublegede som resten af trenden; jeg synes de ville være for voldsomme til at løbe tværs over midten på en dækkeserviet. Så jeg endte med en særdeles klassisk drejl med blåt islæt.



Klippet ned og zig-zagget - venter på sømning som dugen ......
Drejl giver altid en bonus i form af de to sider: ingen bagside, men to forskellige forsider.

søndag den 31. januar 2021

Drejlsdug

Du kender det sikkert godt: der er lavet opskrift, og der er lavet trend, bommet, søllet, rittet, bundet frem og op. Skellet er indstillet, forvævningen går fint, der er undtagelsesvis slet ingen sølle- eller kamfejl, der skal rettes...... og så ligger der 4 meter dug foran dig! 

Det er jo på ingen måde, fordi jeg ikke kan lide at væve; jeg hygger mig vældigt med det og slapper af under vævningen, men det er alligevel som om jeg taber al saft og kraft, når jeg kun mangler 'slavearbejdet'. Så begynder jeg hurtigt at tænke på, hvad der skal på væven næste gang.


Nå, det er jo noget pjat at jamre over, at man skal væve! Det er en bred drejlsdug, jeg har gang i - det er sat op til 4 meter færdig dug, så hele familien kan samles om bordet - når vi en gang må det igen.... 

Det er makkeren til forårsdugen fra sidste år, men med lidt efterårsagtige farver og med håndspundet hør i islæt som forårsdugen.


Jeg elsker den struktur, håndspundet hør giver til et stykke stof, og jeg havde besluttet mig til, at der ikke skulle meget andet 'pynt' til end den håndspundne hør, så der er blot en midterstribe med smalle rustrøde og olivengrønne striber og en enkelt smal stribe i kanten. For hver 30 cm kommer en stribe med rødbrun og lys rosa - der er saftsuseme ikke meget spræl i det; det var nok lige over stregen til den minimalistiske side?
 

 
Jeg har nu i løbet af januar arbejdet mig gennem godt 3 meter og henter fornyede kræfter ved at kunne ane bagbommen - og tænker, at det næste skal være karklude i 35 cm bredde :-o

torsdag den 21. januar 2021

Prøvevæv

Jeg har haft et lidt vanvittigt projekt kørende i jule-/nytårsdagene. Min svigersøn har ønsket sig en dug, men har i øvrigt ikke haft ønsker til, hvordan den skal se ud - så jeg tænkte, det nok var en god idé at rådføre mig med min datter om farver m.m. Hun ville gerne have en blå dug, og jeg ville gerne væve i hør, så jeg fandt frem, hvad jeg havde af blåt hør og supplerede med et garnkort fra Kinna; ja det vil sige garnkort og garnkort: et print af et garnkort fra nettet ..... det er altså ikke nemt at vælge farver ud fra det, men vi fik indkredset 10 blå-grønne nuancer, hvor jeg bestilte en rulle af hver farve til prøvevævning.

Tanken var at væve tre forskellige dobbeltdækkere, så prøvevævningerne også havde en praktisk anvendelse, og jeg ville gerne lave tre meget forskellige drejlsvævninger, så jeg landede på tre forskellige trende. Jeg tror ikke, jeg nogensinde før har lavet en trend på under 3 meter, men så har jeg da også prøvet det - tre gange endda.

Inspirationen til den første prøvevævning skal ikke være nogen hemmelighed: Bjørke Vävstuga har et stort sortiment af meget smukke drejlsvævninger, og her blev nr. 1 hentet. Jeg holder meget af det hovedbrud, der følger med at finde ud af, hvordan en vævning er blevet skabt, og jeg håber, vävstuen vil tilgive efterligningen. Den har intentionerne, men er ikke nær så ren i farverne som oplægget.


Næste prøvevæv fik efter Signes ønske en trend, som gik fra mørk til lys og retur.


og den sidste blev en 'gammeldags' drejl med ensfarvet trend og islæt i 8 forskellige blå nuancer, lidt retro? 
Tre trende på en uge - der er blevet bommet, søllet og rittet noget i julen; heldigvis kunne to af dem væves med den samme opbinding.


søndag den 10. januar 2021

Olmerdugspuder - 2. halvleg

Før jul klippede jeg ned, så jeg kunne have fire puder klar til Jul i Den Gamle By - de to røde fandt nyt hjem :-)

Og så stod den stakkels lille væv ellers og så trist ud med trenden hængende hele julen og nytåret over. Det var heller ikke nogen nem sag at komme til den, for 150'eren, som havde stået i stuen med plaidopsætning, var pakket ned, så der kunne blive plads til en plade i spisebordet i juledagene - og den havde fået plads foran den lille væv. Jeg gik forbi den morgen og aften på vej fra og til soveværelset og klappede den og lovede, at når sidste hold børn var taget afsted, så..... 

Og så gik det som kæp i hjul. Da jeg startede opsætningen, vævede jeg for med en rest gråt uldgarn og så, at det var rigtig fint, så jeg havde besluttet mig for, at de første skulle være kombinationer i gråt

 

 

Dernæst blev der vævet to røde til at kompensere for de to, der blev solgt i Den Gamle By.

 

I en af de tidligere olmerdugs-opsætninger vævede jeg en række prøver, som blev til nålepuder - i en af dem sneg der sig en række grønne striber ind, og den nålepude har jeg altid haft et godt øje til, så da der stadig var trend tilbage, blev den projiceret over i en rigtig pude.


og af den sidste trendrest en pude kun med grønt (og hvidt) - også rigtig fin, synes jeg.


Mens jeg væver, flyver tankerne naturligvis til næste opsætning: tørklæder med hvid silke 100/3 i trend - måske gåseøje? 

søndag den 27. december 2020

Plaider med fletmønster

Det er jo ikke sne og kulde, der hidtil har præget denne vinter, men en stor, vamset plaid kan man da altid hygge sig i.

I løbet af december er der kommet fire store og en enkelt knæplaid af den store væv i stuen. Jeg havde egentlig planlagt med fem store plaider, men katten løb med mit mål, så der kun var en meter til den sidste plaid.....

Trenden er naturgrå uld 6/2 og islættet samme materiale i første omgang naturhvid og blågrå

 

Jeg syntes, den hvide var meget åben og slog den blågrå lidt tættere sammen - klippede ned, vaskede og kunne konstatere, at den hvide helt klart blev tilstrækkelig tæt efter vask. De er blot vasket i maskine på uldprogram ved 30 grader - ingen valkning eller lignende; det er voldsomt, som ulden alligevel trækker sig sammen. Heldigvis blev den gråblå ikke (som man nok kunne frygte) stiv som en pind - den er ikke helt så blød som den hvide, men absolut OK.


Her hænger de to første; jeg synes det er en fin bonus, at de får to forskellige sider


Så videre med de næste plaider og det løse indslag. Nr. 3 fik koksgråt islæt og nr. 4 (som jeg ikke fik fotograferet) lysegråt - og så var der som sagt en god meters trend tilbage til en lille knæplaid med rester af gotlandsk pelsuld i flaskegrøn og turkis.

 

lørdag den 5. december 2020

Olmerdugspuder

Meget usædvanligt så har jeg nu tredje bomuldstrend på væven i streg. Jeg bruger stort set aldrig bomuld, men startede med karklude i vaffelvæv på 120'eren, gik videre til tørklæder i bomuld og silke på 100'eren og er altså nu i gang med puder på en bomuldstrend. Ingen regel uden undtagelse.

Corona-2020 har været en ørkenvandring hvad angår fest, sjov og hygge - og der har sandt for dyden heller ikke været mange kunsthåndværkermarkeder at tage afsted til :-(  Men heldigvis holder Den Gamle By fast i juleboderne, og jeg har været heldig at få en af boderne i næste uge.  Jeg vil gerne kunne præsentere tidstypiske 'gammeldags' varer, så en håndfuld olmerdugspuder var på sin plads, synes jeg.

Jeg har efterhånden vævet en del olmerdugspuder, men er endnu ikke blevet træt af dem. Der er så mange fine stribe-kombinationer at tage fat på - og jeg synes faktisk, at de alle blev ret vellykkede.

To med blå striber og to med røde: 





Selv om det er langsommeligt at væve olmerdug med mange islæt pr. cm, så nyder jeg vævningen - men i dag er det tid for montering, og det er knap så sjovt, synes jeg. Dog: jeg skal være færdig i morgen - på mandag åbner 'butikken' i Aagade. Og jeg glæder mig! Det er altid rigtig hyggeligt at være i Den Gamle By :-)

fredag den 20. november 2020

En ny opsætning med tørklæder

er strøget gennem den lille væv.

Trenden er bomuld 16/2, islættet bourettesilke og bindingen en kombination af lærred og panama. En dejlig opsætning, som giver rige muligheder for at variere partierne. Og (håber jeg) et godt materialevalg til dem der synes, uld kradser.

Opskriften findes i Handwoven Sep/Oct 2015. Det er ganske vist viskestykker, den opskrift tager udgangspunkt i - men den kan tilpasses til tørklæder med en kam 35/10 med 4 tråde i rit.

 

 


torsdag den 5. november 2020

Karklude i vaffelvæv

Et nyt dyk i kassen med bomuld 16/2.  Jeg endte med at blive rigtig glad for sidste opsætning (du kan se den her) til trods for, at hverken bomuld 16/2 eller brune farver er et hit hos mig.

Denne gang blev der gjort indhug i de røde farver: trenden er stribet i to røde nuancer med smalle rosa striber. Der må gerne komme nogle julegaver ud af det.

 

Det er en kasse med rester, der danner grundlag for opsætningen - og det resulterede da også i, at trenden ikke blev helt som planlagt: den skulle have været symmetrisk, men den klare røde slap op, så jeg måtte lade den orangerøde slutte trenden i højre side.

De to første karklude gav sig selv: en med ensfarvet rødt islæt og en, hvor det røde islæt blev brudt af smalle rosa striber som i trenden.
 

Herefter fulgte forskellige stribe og farve-kombinationer efter det forhåndenværende garns princip: røde, rosa, lilla, gylden - en enkelt med blåt islæt og et par med grønne striber. Men jeg savnede en orange bomuld, så de sidste to karklude fik hør i islæt - for der kunne jeg finde et orange garn.

 

 

 

 

 

Til sidst et lille reklamefremstød for Slöjd-Lars, som tidligere har leveret en 'slæde' til mig: en kasse med hjul, som sættes på vævebænken, og som hjælper mig til at kunne række over 150 cm (du kan se den her). Han har også forsynet mig med en dejlig kasse med bøjler, som kan fastgøres på væven - den er go'!  Jeg synes, det er rart at have den på indersiden af væven, så jeg ikke skal række så langt, så den kommer først på, når frembindingskæppen har passeret - men den kan jo sidde permanent på ydersiden, hvis man foretrækker det.