fredag den 20. november 2020

En ny opsætning med tørklæder

er strøget gennem den lille væv.

Trenden er bomuld 16/2, islættet bourettesilke og bindingen en kombination af lærred og panama. En dejlig opsætning, som giver rige muligheder for at variere partierne. Og (håber jeg) et godt materialevalg til dem der synes, uld kradser.

Opskriften findes i Handwoven Sep/Oct 2015. Det er ganske vist viskestykker, den opskrift tager udgangspunkt i - men den kan tilpasses til tørklæder med en kam 35/10 med 4 tråde i rit.

 

 


torsdag den 5. november 2020

Karklude i vaffelvæv

Et nyt dyk i kassen med bomuld 16/2.  Jeg endte med at blive rigtig glad for sidste opsætning (du kan se den her) til trods for, at hverken bomuld 16/2 eller brune farver er et hit hos mig.

Denne gang blev der gjort indhug i de røde farver: trenden er stribet i to røde nuancer med smalle rosa striber. Der må gerne komme nogle julegaver ud af det.

 

Det er en kasse med rester, der danner grundlag for opsætningen - og det resulterede da også i, at trenden ikke blev helt som planlagt: den skulle have været symmetrisk, men den klare røde slap op, så jeg måtte lade den orangerøde slutte trenden i højre side.

De to første karklude gav sig selv: en med ensfarvet rødt islæt og en, hvor det røde islæt blev brudt af smalle rosa striber som i trenden.
 

Herefter fulgte forskellige stribe og farve-kombinationer efter det forhåndenværende garns princip: røde, rosa, lilla, gylden - en enkelt med blåt islæt og et par med grønne striber. Men jeg savnede en orange bomuld, så de sidste to karklude fik hør i islæt - for der kunne jeg finde et orange garn.

 

 

 

 

 

Til sidst et lille reklamefremstød for Slöjd-Lars, som tidligere har leveret en 'slæde' til mig: en kasse med hjul, som sættes på vævebænken, og som hjælper mig til at kunne række over 150 cm (du kan se den her). Han har også forsynet mig med en dejlig kasse med bøjler, som kan fastgøres på væven - den er go'!  Jeg synes, det er rart at have den på indersiden af væven, så jeg ikke skal række så langt, så den kommer først på, når frembindingskæppen har passeret - men den kan jo sidde permanent på ydersiden, hvis man foretrækker det.

fredag den 16. oktober 2020

Grydelapper i jute

For en del år siden investerede jeg i en meget stor rulle naturfarvet jute - 8 kg for at være ærlig; og det er jo skønt at have godt med garn på lager, men jeg har brug for at supplere med noget farvet garn for at få has på den store rulle.

Jeg har tidligere kombineret med en sort jute, som lå på lageret, men den er sluppet op (og det er de 8 kg så langt fra...). I Glimåkra 'fandt' jeg ved sidste vævedage rød og blå jute, så nu skal der i første omgang væves jule-grydelapper. Der var ikke vældig meget rød jute, så det blev en beskeden trend, som rakte til 5 par grydelapper: 2 med kastkæp, 2 med tern i dobbeltvæv og et enkelt par med 'kastkæp-striber'.


Der var heldigvis mere blåt, så her bliver der nok til 10 par. Starten var tern i dobbeltvæv, først kvadrater derefter aflange tern, og så skulle der naturligvis også være nogle par med kastkæp.


- men hvad skulle jeg så finde på? Jeg har tidligere (med den sorte jute) vævet et par, hvor jeg trampede lige over på de 8 tramper; det giver et pudsigt mønster med noget der ligner små kamme, så et par af dem. Undervejs tænkte jeg: hvad nu hvis jeg i stedet for 1-8 tramper 1-2 5-6 3-4 7-8, vil jeg så ikke få vandrette striber? Det blev afprøvet, resultatet blev dog ikke lige linjer, men små bølger. Men et fint mønster, synes jeg.

 

Lige nu står min fantasi stille med hensyn til flere mønstre, så jeg kastede mig i stedet over en opdatering på bloggen og en opsætning på den lille væv med bånd til stropper til de røde grydelapper. Der er stadig trend til i hvert fald to par, og jeg kan jo blot væve nogle af de første mønstre, som jeg godt kan lide - men det er da sjovere at prøve noget nyt, hvis blot idéerne indfinder sig.

søndag den 27. september 2020

Drejlstørklæder i kontrastfarver

Corona-boblen i foråret resulterede i et par meget farvestrålende trende - en er blevet til viskestykker, den næste er på væven nu: tørklæder i merinould.

Striberne er vilde og voldsomme med kontrastfarver og uden symmetri, og jeg har det som jeg ofte har det, når jeg væver noget nyt: Puh, det bliver vist ikke så vellykket, det her.

Første tørklæde blev et lidt forsigtigt et: en meget mørk blå merinould 56/2 i islættet og blot afbrudt af en enkelt stribe i modsat parti men med samme garn gennem hele tørklædet. Islætsgarnet er så tyndt, at trendens farver skinner meget igennem - fint nok, men der må godt komme lidt balance i trend og islæt.

Så tju-bang tørklæde nr. 2 fik merinould 30/2 (som i trenden) i islættet, som vekslede mellem en mellemblå og en mørkeblå afbrudt af orangerøde striber!


og nr. tre fortsatte den farveglade linje: vissengrøn med striber i to pink nuancer.


Afslutningsvis tilbage til det mere afdæmpede: koksgrå merinould 30/2 i to partier. Nu er de klippet ned, og jeg kunne beroliget konstatere, at de to vilde tørklæder faktisk blev rigtig gode, når man så dem i deres fulde længde. Tilbage står så monteringen.....

søndag den 13. september 2020

Karklude med vandringsmand

Crepe - jo, jeg kender ordet som vævebinding, men heller ikke meget mere. For noget tid siden var jeg nødt til at læse op på teorien om crepe-bindingerne, og i den forbindelse faldt jeg over en fin opsætning i farveeffekt: en lille 'vandringsmand' på blot 8 skafter.

De senere år afprøver jeg ofte noget nyt med en karklude-opsætning - overskuelig bredde og kort trend, og går opsætningen ikke til held, ja, så kan man jo altid bruge en karklud, selv om vævningen ikke faldt ud som ønsket.

Trenden er sort og ubleget hør 16 - dvs. de er begge købt som 16/1, men det sorte garn er noget tyndere end det ublegede, så de sorte striber er lidt mindre markante.

Mit kendskab til Deflected Double Weave er lige så begrænset som til crepe; men jeg synes, kombinationen med lærredsfelter og flotteringer er, som jeg har forstået DDW? Under alle omstændigheder får jeg jo ikke nogen væsentlig effekt med sammentrækning, når jeg væver hør i hør, så de overvejelser er nok ikke så relevante i denne forbindelse.


Et fint lille mønster, og det blev til en god håndfuld karklude med forskelligt islæt, hvor den sorte hør blev kombineret med lyse farver bl.a. de viste: gul, lime, lys blå, rosa og lys grøn; og til sidst skulle jeg (for sjov og lidt af dovenskab) afprøve en variant med ensfarvet islæt: sort og mørkeblåt.

 

 


 

lørdag den 22. august 2020

Gulvtæpper

 - i beskeden størrelse.

Jeg er netop hjemvendt fra endnu en pragtfuld uge på Skals; denne gang med gulvtæpper som tema og Merete Erbou Laurent som lærer. For nogle år siden var jeg på besøg på Meretes værksted og så hendes smukke tæpper - så da muligheden for at blive undervist af hende bød sig, tøvede jeg ikke med at tilmelde mig.

Merete væver meget i Taqueté - det er ikke min favoritteknik. Det vil sige: jeg synes, det er flotte resultater, men en kamp at væve det: at jonglere med 2-3 skytter og dobbelttrampning er ikke en disciplin, jeg mestrer særlig godt. Ikke desto mindre: det skulle have en chance - måske kunne jeg blive bedre?

De forskellige opsætninger blev fordelt mellem deltagerne, og jeg startede med en sammenbundet dobbeltvævning: én trend i papirgarn og én i rubco ('gummigarn').  Forventningen var, at de to materialer - det elastiske rubco og det absolut uelastiske papirgarn - ville arte sig meget forskelligt under vævningen, så en dobbelt bagbom var ønskelig.

Skals har en veludstyret vævestue, men ingen væv med dobbelt bagbom. Hvad gør man så? Meretes fantastiske forslag var at bomme de to trende på hver sin væv! 'Her er jo væve nok.' Som sagt så gjort: vi satte to væve 'ryg mod ryg' og lod rubco-trenden gå den modsatte vej om strækbommen og derefter slå følge med papirgarnet gennem søller og kam. Jeg har aldrig prøvet noget lignende - men det fungerede upåklageligt.

Billedet herunder er taget fra væven med rubco-trenden, som jo kun lagde bagbom og strækbom til opsætningen; papirgarnstrenden blev bommet på sædvanlig vis på væven, vi ser hen imod.


Papirgarnet væver i 2/2-kipper, og rubco'en i lærred. Tanken med kombinationen er, at indvæve et skridsikkert underlag til papirgarnstæppet, som er noget levende på et glat gulv. Til højre herunder ses den færdige prøve.


En anden ting, som jeg heller aldrig havde prøvet før, var at væve rya, og det blev der også rådet bod på.  Trenden er sisal i flere gule nuancer, og jeg valgte et gult papirgarn til islæt. Det hvide garn er en tyk, filtet uld, som gjorde, at der ikke skulle bindes tusindvis af ryaknuder for at få en prøve af en rimelig størrelse. Min prøve er vævet i 4 kvadrater, som har hvert sit gule supplement til den hvide uld: hør, rubco, papirgarn og uld. En håndvævet følekasse :-)


Og så nåede jeg til Taqueté'en. Det var i forvejen en varm dag, men panden blev lige en tak mere svedig under den vævning. - tænker, at prøven er god at få forstand af:
Starten af vævningen er nederst i billedet herunder.
Jeg havde forventet, at det gule garn blot ville være synligt som en bred kant - ikke at det ville skinne så tydeligt igennem fra bunden af vævningen. Det er dels for markant en farve til bund, dels har jeg ikke fået slået tæt nok sammen.
Gul blev udskiftet med blåt - men det er nu heller ikke godt, så ud med det orange garn. 
Inden jeg nåede så vidt, havde jeg fået vævet så meget ind i kanten, at den yderste venstre trendtråd sprang. 
Sidste kombination med sort i kant og bund og blå og grå striber er fin, synes jeg. Men så blev jeg opmærksom på, at det sorte garn ikke helt dækkede de to andre i kanten. Det skulle det jo, så i stedet for at lægge seneste skytte øverst, skulle jeg lægge den under de to andre skytter, når jeg lagde den fra mig.
Dyb indånding: Trampe 1 og 5 med gråt, læg papirgarnet smukt i kanten, ikke trække så meget sammen, sørg for at banke godt sammen, hold styr på skytterne: den grå skal lægges under den sorte - og nu til næste islæt med blåt garn på trampe 1 og 4.....
Er der noget at sige til, at jeg synes, Taqueté er vanskeligt?


Det her var til gengæld en sjov og hurtig opsætning: tykt gummigarn i en stram panama.


En ny gang Taqueté - denne gang en uldtrend (lækkert Åklegarn) på fire partier. Uldgarnet var nemmere at arbejde med end Taqueté-opsætningen i papirgarn, men....


Til slut en opsætning med det tykke filtede uld i trenden! 30 trendtråde skulle der til i en kam 10/10.

torsdag den 13. august 2020

Mer' sjov med tørklæder

Næste tørklædetrend lå klar, da de mørkeblå sjaler blev klippet ned: en lilla merinould 28/2, og første tørklæde skulle være et nyt forsøg med teknikken, hvor et ekstra islætsgarn trækkes med ind i vævningen. 

Som jeg skrev i det tidligere indlæg, så var det vældig tidkrævende at få linjerne helt lige, så jeg havde bestemt mig til at lave et vildt og voldsomt mønster, hvor den ekstra tråd fik lov at komme og gå uden særligt system. Det var sjovt! - og jeg synes også, at tørklædet blev godt. Islættet er merino 28/2 som trenden, men i to andre lilla farver.


I de to sidste tørklæder fortsatte jeg med at sætte ekstra trendtråde i kontrastfarver, som skiftede plads ved at være islæt ind imellem. Garnet er i det første noget farveskiftende silkegarn i lilla, turkis, pastelblå, og islættet er det samme som trenden.

I det sidste tørklæder er kontrasttrådene merino 28/2 i fire lettere hysteriske farver: pink, lime, turkis og karrygul, og islættet er en meget mørkeblå merino 56/2.

 

- og der blev kun lige en trendrest, så der kan laves frynser :-)  På billedet kan man bl.a. se den turkise kontrasttråd, der er belastet med en S-krog.