lørdag den 17. juli 2021

Ild i væven

En slange af ild har indtaget den lille væv!

En hurtig opsætning med tre tørklæder i spidskipper; trenden er merceriseret bomuld 30/2 og islættet silke 60/2.

Første islæt er en gul, ujævn silke

Næste er en glat rustfarvet afbrudt af smalle olivengrønne striber

- og sidste er krystalkipper i rød, rust og gul

Det var det. Skønt at have sommerferie og få noget fra hånden. Det er heldigvis alt for varmt til andet end at væve :-)

tirsdag den 6. juli 2021

Fler' håndklæder

Opsætningen på den store væv i stuen har lidt under nogle afbrydelser. Først fandt jeg jo ud af, at jeg ville ritte om til en lidt mere åben kam - dernæst konstaterede jeg, at midterstriben var placeret en smule skævt i forhold til midten. Utroligt at jeg kan væve et helt håndklæde, montere, vaske og rulle - og alligevel først lægge mærke til det, da jeg fotograferede det! Det er blot 8 søller, der er kommet på den forkerte side af midten, men rettes skal det naturligvis i de kommende håndklæder.

Ud over at konstatere skæverten på billedet herunder kan man da heldigvis også se, at vævningen trækker sig sammen efter vask, så farverne bliver mere rene.

Nå! Efter korrektioner i kamning og sølning kom 3 nye håndklæder til verden: et med samme turkise striber som det første, dernæst et med blå og lime og til næsten slut et med grønne striber.




Næsten slut, ja - for vores trægulv i stuen trænger voldsomt til en kærlig hånd, og jeg havde bestilt håndværkere til at pudse og lakere - men først skulle stuen lige ryddes..... Jeg er af natur optimistisk og havde regnet med, at jeg længe var færdig med håndklæderne, når det skulle ske; men nej. Der var stadig trend til mindst ét håndklæde, da jeg var nødt til at pakke sammen. Så væven blev delt i færrest mulige dele: kontramarch, kam, skafter og trend sammen med bagbommen og tramperne sammen med skamlerne. Så da håndværkerne forlod stuen, og væven igen måtte komme ind, kunne jeg nøjes med at binde frem og forbinde skamlerne med underskafter og topskamler. Det var da smart! Og det lykkedes faktisk over al forventning - her følger næste håndklæde i to petroleumsblå nuancer.


søndag den 13. juni 2021

Det sidste middelalderhåndklæde

 - i denne omgang.

Det sidste håndklæde er til mig selv. Jeg besluttede, at jeg skulle have et nyt håndklæde, da jeg fandt denne illustration fra 1400-tallet. Jeg synes ikke, det ser ud til, at tegneren havde meget forstand på hverken væve eller vævning - det ser nærmest ud som om, der væves håndklæder på en båndvæv uden skeldannelse? Men skidt: en væv og en væver er det, så sådan skal mit nye håndklæde være.


Men - hvis jeg skulle være tro mod forlægget, så kunne jeg ikke nøjes med at væve striber; der er jo tydeligt et mønster med vinkler/bølger el.lign. Den lille væv har blot 4 skafter og er sat op i 2/2-kipper, så jeg måtte for anden gang i mit liv krybe til oppluk - og jeg kunne konstatere, at det faktisk ikke er så slemt, når man først kommer i gang.

Islættet er fortsat dobbeltspolet tyndt, tyndt håndspundet hør - og denne gang samme islæt i de (lyse)blå striber. Jeg havde håbet på en smuk, mørk indigo-blå, men fik trods ihærdige forsøg en temmelig lys blå. 

I dette håndklæde valgte jeg at trampe lige over 1-4, så jeg fik langsgående striber.

Ja, så er håndklæderne snart klar - men alle middelalderfestivaler er vist efterhånden blevet aflyst, så de bliver nok først luftet i 2022 :-(

onsdag den 2. juni 2021

Håndklæder i forstærket kipper

Da jeg nu havde bundet den store væv op til forstærket korskipper fik jeg lyst til at forsøge mig med en efterligning af et håndklæde, jeg engang så til en udstilling: stribet på den ene side og ensfarvet på den anden. Jeg tror, det var vævet i taqueté, men jeg tænkte, at det også måtte kunne gøres med dobbelt islæt. Og det synes jeg da lykkedes - man kan ane striberne bag den ensfarvede, ublegede hør, men det er OK med mig.


Bagsiden er jo modsat


- og se en fin, stribet kant der følger med:


Jeg var godt tilfreds med vævningen, men lidt usikker på, om håndklædet blev for stift - var trenden sat lidt for tæt op? Så jeg klippede ned efter det første håndklæde - monterede straks (meget usædvanligt :-)) - og her står det så! Det blev jeg nu ikke så afskrækket af - hør er jo en genstridig og stiv herre, men mon ikke en gang vask, kan tage det 'værste'?

Jo, det kunne det! God kvalitet - men kan nok godt klare en lidt mere åben kam, så jeg har besluttet mig til at kamme om fra 45/10 til 40/10 - stadig med 3 i rit. Det er en lille forskel, men jeg tror ikke, der skal mere til.

søndag den 16. maj 2021

Håndklæder i krystalkipper

Undskyld! Det er sikkert ikke særlig interessant for andre end historietosser igen at blive præsenteret for mine middelalderhåndklæder. Så hvis du ikke orker flere billeder af hvide håndklæder med blå striber - så skynd dig væk :-)

Jeg startede med et håndklæde fra et lidt frimodigt billede fra 'Buch der Beispiele' fra 1400-tallet. Der er til overflod også puder at inspireres af. 

 

Trenden er en halvbleget lintow 8, en kraftig, ujævn sag, og islættet i de første håndklæder håndspundet hør, det er lidt kraftigere end 16/1 og balancerer trenden nogenlunde. Garnet er bleget med askelud og er ikke helt så lyst som trenden.

Næste håndklæde fandt inspiration i et maleri fra 1320: Kristus for Pilatus - den evigt håndvaskende.

 

Og i en grum skildring af djævleuddrivelse fra 1512 fandt jeg både håndklæde og dug
 


Så slap den første portion af håndspundet hør op; men jeg har heldigvis mere at tage af. Det lyse her er pivtyndt - ca. 30/1 - så jeg spoler to tråde sammen for at få lidt fylde.
De blå striber er blevet lyse nu: det er hørgarn, som jeg har farvet med indigo. Jeg havde håbet at få en flot mørkeblå kulør, men trods flere overfarvninger er garnet stadig lyseblåt.


Inspirationen er hentet i et kalkmaleri fra Ballerup Kirke: Johannes døber Jesus

 

torsdag den 29. april 2021

Gulvtæpper

På den store væv i stuen er jeg gået fra karklude til gulvtæpper! Jeg nyder virkelig at kunne skifte fra det ene til det andet og tænker ofte på, hvor privilegeret det er selv at kunne bestemme, hvad man væver frem for at være 'lønslave' og fx skulle væve 30 ens meter beklædningsstof for at få smør på brødet.

Og fra karklude fik jeg lyst til at væve gulvtæpper. Sækken med blåt tæppegarn blev fundet frem - en samling sammenbragte rester alle steder fra, så forberedelserne inkluderede et overslag over hvad de forskellige farver rakte til. 

Trenden er en lyseblå, vokset hør 8/1, som jeg lader følges ad 2 og 2 i både søl og rit, og bindingen er forstærket korskipper, så tæppet er 'modsat' på den anden side. De fem islætsfarver er 3 blå og 2 støvede blå/grønne.


Hu-hej hvor det går - men hvad er nu det?!  En fed trampefejl, som jeg først opdager efter 50 islæt! For f...... da! Der er ikke noget at gøre: sådan et tæppe vil jeg ikke have, så frem med saksen, og så blev der pillet op.

 

En af grundene til, at jeg holder så meget af vævning er nok kombinationen af det kreative og det tekniske, og min højre hjernehalvdel måtte arbejde ved mønstertegningen. Der var ikke ubegrænsede mængder af alle farver, så de knappe midler skulle fordeles, og jeg havde besluttet, at ingen kombinationer måtte gentages.

Der blev regnet og jongleret med tern og striber i ét væk. Til sidst landene jeg på skitsen herover - men fraveg den alligevel et par gange under vævningen :-o



Nu er tæppet klippet ned, og tilbage står så fletkanten.....  Det tager urimelig lang tid, synes jeg, og jeg har svært ved at få den pæn, men jeg har besluttet, at jeg først må lave trend, når jeg er færdig med kanten - i hvert fald i den ene ende....

tirsdag den 20. april 2021

Silketørklæder

Længe - alt for længe - har jeg haft en fin hvid silketrend på den lille væv. En blank, tynd silke 100/3, som skal blive til lækre tørklæder.

Men jeg har haft lidt svært ved at få vævet dem. Den store væv i stuen har været mere tiltrækkende med sjove opsætninger: drejlsviskestykker, karklude og nu gulvtæpper.

Jeg har ofte svært ved at finde gode islætsfarver til en hvid trend, og det tynde uldgarn, jeg havde tænkt til islæt, er smukt meleret - og jeg synes, det blev meget flimret med meleret garn og gåseøje-mønster. I de lyse farver forsvandt gåseøjet - og de mørke var for markante.... Ja, der var meget i vejen.... Så det blev til en del prøvevævninger, som ikke blev til mere.

Dog: i weekenden tog jeg mig sammen, og et af de melerede garner, som fandt nåde for mine øjne er dette lyst petroleumsfarvede suppleret med et par lyngfarvede striber. 


Et andet forsøg, som jeg synes blev godt, var en lys grå, lidt nubret silke 60/2 i islættet.


Og det blev faktisk til flere, som jeg ikke fik fotograferet: et rødt og et turkis og så slap denne mørkeblå - næsten sorte - merinould 56/2 gennem nåleøjet og kom med - også selv om jeg i første omgang synes, sammensætningen med den hvide trend var lidt hård.


Og så må det være slut med det pilleri med sytrådstynde garner - nu går jeg ind og væver gulvtæpper!

tirsdag den 30. marts 2021

Mønstrede karklude

I lang tid var min favoritvævning viskestykker. Det er sådan en anvendelig ting og en overskuelig størrelse, hvor man kan afprøve bindinger, mønstre, materialer osv.; men karklude har vist efterhånden vippet dem af pinden. Karklude er jo i endnu højere grad en hurtig ting at væve - og i den grad brugbare.

Så når jeg falder over et fint fletmønster på Pinterest, så ligger det lige til højrebenet at forsøge at omsætte det i karklude. Nogle mønstre (måske også dette) er næsten for 'fine' til klude; men det gør vel ikke noget, at en karklud er lidt pyntelig? Og den grove lintow - specielt den blegede i trenden - giver noget struktur til stoffet, så det ikke bliver alt for tutte-nuttet.

I hvert fald, så skulle dette lille fletmønster i lærred og kipper afprøves, og jeg lavede en lang trend, så jeg kunne få minimeret mit lager af lintow-rester og få en masse forskellige klude: blå, grønne, røde, gule, pink, lilla 🌈

 
 

      

I tilgift var der forskellige mønstre på de to sider - jeg tror faktisk, jeg er mest glad for det, som kom 'på bagsiden' under vævningen:

Arbejdet er nu rullet pænt sammen og smidt i monterings-stakken, hvor også de sorte viskestykker, drejlsdugen og de grå puder venter. Jeg må virkelig snart tage mig sammen.........

lørdag den 13. marts 2021

Flere drejlsviskestykker

Efter de første viskestykker med blåt og sort islæt fortsatte jeg med gråt. Det havde jeg glædet mig til og forventet, at det ville blive så flot. Men det skuffede mig noget. Jeg havde valgt en mellemgrå - og har flere grå nuancer på lager - men det fængede ikke rigtig, ikke engang til at prøve andre grå islæt.


Så kastede jeg mig over mørkegrønt islæt. Jeg har en 20/1 i en smuk mørk farve, og i første omgang vævede jeg med dobbeltspolet 20/1 - det blev rigtig godt! Men jeg synes altså, at det er noget besværligt med dobbeltspolet garn; dels at spole det, dels at sørge for, at de to tråde altid følges ad. Så af dovenskab vævede jeg det næste med enkelt 20/1. Det blev også godt (hvis man kan lide tynde viskestykker) - se hvor gennemsigtigt det er i forhold til det andet.

 
Så fulgte nogle stykker med forskellig stribning. Det var rigtig sjovt - men så slap trenden op.....
 
... og der skulle væves stropper. Først et par meter med blå mønsterfarve, så 50 cm til de to grønne viskestykker og resten med mørkegråt, som skal bruges til både de grå og de sorte.

- Så mangler jeg sør'me bare monteringen :-)